Mellem tænderne

Citat
“Jeg er så træt af min krop
Jeg må opdrage
og kommandere
og tale hårdt
(…)
Den er i alle henseender barnlig og urimelig
Jeg kan snart ikke være den bekendt”.
”Mellem tænderne” s. 17.

Kirsten Hammann debuterer i 1992 med digtsamlingen "Mellem tænderne". Samlingens metaforer er især kropslige – hentet fra en strøm af sansninger. Et af de gennemgående træk ved bogen er et ironisk iscenesat skisma mellem et jeg og en krop, der ligger i forlængelse af den klassiske splittelse mellem ånd og legeme.

Kroppen udstilles hos Kirsten Hammann blandt andet som en genstridig genstand for jeget. Den objektiverede krop tildeles en særegen autonomi og bliver et fænomen afskilt fra jeget. Det ses blandt andet i digtet ”Jeg er så træt af min krop”. Digtet skildrer med skarp ironi digterjegets frustration over men også omsorg for en krop fuld af behov og drifter, krav om opmærksomhed og uundgåelige ældning. Det dyriske men også civiliserede ved mennesket fremhæves også i digtet ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, hvor det hedder: ”Jeg civiliserer mig om morgenen/ foran spejlet/ jeg tager tøj på/ jeg rejser mig/ jeg er ikke en abe/ jeg går på mine fødder/ ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad”.

20810440

Beskrivelsen af digterjegets hænder i sidste del af citatet indeholder et element, som også findes i andre af samlingens digte: Nemlig skildringen af hænder som både gribende og små ”smadrejern” fulde af raseri. Hænderne synes både at være skabende og ødelæggende. Døden og skildringen af afdøde mennesker er også en gennemgående tematik i bogen. Et aspekt af dette er en udviskning af angsten for og driften mod døden.

I digtet ”Jeg er ved at dø” hedder det om dødens udslettelse af jeget: ”Jeg kan huske alting på én gang/ og det er fuldstændigt lige meget/ om jeg har lyst eller ikke har lyst/ båndene er begyndt at afspille sig selv” . Nogle af digtene fra samlingen læser Kirsten Hammann op på lyrikvideoen ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, som blandt andet er blevet vist på tv.