I 2001 udkom dobbeltbogen ”Bruger De ord i kaffen?”, som både er en kort roman og en poetik. I romandelen møder vi forfatteren Lotte Samuel samt figurerne Ingvartsen og Steffen Franka, der forsøger at skubbe forfatteren ud af en alvorlig skriveblokering. Da forfatteren skrev sin seneste bog, gik hun ind i alle de forskellige rum på sin vej men bevægede sig i en så susende fart, at hun faldt ud af det bagerste rum. De seneste syv år har ordene været døde. Alting forsvinder mellem hænderne på hende, og det, hun forsøger at skildre med sproget, fremtræder vanskabt: ”Man bruger sprogets kran til at bjærge den sunkne skat og opdager, at der hænger en vanskabt rotte i krogen”.
23460580
Forfatteren prøver forgæves at puste nyt liv i sproget og vække figurer til live på papiret. Figuren Ingvartsen foreslår en retssag for at få struktur, ramme og handling på det hele. Der må etableres et lokale, hvor alting har sin plads, og hvor der findes en tydelig konflikt. Det er med andre ord et billede på en traditionel litterær form med orden, kronologi og vendepunkter. Med dette billede sættes der i romanen spørgsmålstegn ved, om den realistiske roman med fortløbende handling og dramatik overhovedet er udtryk for en realisme, der indkredser virkeligheden.
Eller om den med sin gennemtænkte komposition skaber en orden, der slet ikke svarer til virkeligheden. Forholdet mellem fiktion og virkelighed er ligeledes et væsentligt aspekt i teksten: ”Altid skal sproget pege på sig selv og slå sig på brystet som en anden gorilla: Ingen bøger var noget uden mig!, råber den”. Figurerne i romanen siges da også at være skabt af den fiktive forfatter – som selv har umiskendelige lighedspunkter med forfatteren Kirsten Hammann. Poetikdelen består af dagbogsuddrag fra årene 1993 til 1997 og omhandler mange af de samme problemstillinger, som gennemspilles i den korte roman.