Genrer og tematikker

Et af de centrale træk ved forfatterskabet er Kirsten Hammanns særlige litterære virkelighedsgengivelse, som kommer til udtryk i den afstandtagen men også identifikation med bøgernes figurer, som læseren præsenteres for. Hammann idealiserer langt fra sine figurer, men holder et spejl op for sine læsere, som også blotlægger alt det selvmodsigende og uperfekte. ”Det er det evige med mine personer, at jeg holder forfærdelig meget af dem, men også at jeg gør dem værre, end de er (…) Jeg kan ikke lade være med også at gøre mine personer utiltalende, for det er jeg også selv, og dem jeg kender. Der er ikke nogen, der ikke har en pinlig eller grim side”. (Peter Nielsen: ”Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalende”. Information, 2011-08-12).

Et andet gennemgående træk er forsøget på at skabe tekster, som ikke lægger sig i forlængelse af traditionelle litterære former. I ”Bruger De ord i kaffen?” sætter hovedfiguren spørgsmålstegn ved en litteratur, hvor alting skal ses gennem klart glas: ”Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?”. Nogle af disse bøger er dem af Kirsten Hammann, som altid peger på fiktionen som fiktion, og hvis virkelighedsskildring er en anden end en normativ realismes: ”Jeg kan gå nogle omveje, som bedst kan sammenlignes med dem, digte går, og dermed få fat i noget, som en mere traditionel roman ikke kan, mener jeg. Man kan falde ned i en sprække i sproget og få noget til at stå mellem linjerne (…) så ordene alligevel formår at beskrive det, som ikke kan beskrives.” (Karen Syberg: ”De næstyngste: Fordi jeg bliver rasende.” Information, 1998-01-13). I ”Se på mig” (2011) nærmer Hammann sig den mere fremadskridende, sammenhængende fortælling, hvor der både indgår plot og suspense. I ”Georg-komplekset” fra 2022 er hun derimod tilbage til en satirisk kriseroman, der sætter skarpt lys på alle de grimme følelser og spidder forfattergerningen. Det ironiske og humoristiske er altid del af Hammanns bøger. Man skal imidlertid ikke forledes til at tro, at det forhindrer alvorlige tematikker. Et vigtigt kendetegn ved forfatterskabet er netop kombinationen af eksistentielle temaer med en nærsanselig konkretisme og ironisk iscenesættelse. ”En satirisk-naivistisk-eksistentiel forfatter” blev Hammann kaldt i Statens Kunstfonds indstilling af hende til fondens livsvarige ydelse.