William Heinesen var blot 21 År, da han debuterede med digtsamlingen ”Arktiske elegier og andre digte”. Samlingen består af naturdigte og er inddelt i fire dele: ”Arktiske elegier l”, ”Arktiske elegier ll”, ”De stille steder l” og ”De stille steder ll.” I de to første dele tematiseres forfaldet og døden, og vinterens skumrende våde verden fungerer som motiv: ”Nu vandrer bort den korte Dag / en luvslidt Mand med Byrde på Bag. / Der staar et angst og forkuet Gys / af Himlens sidste, grønblege Lys. / De sorte Tuer og Stene ser ud / som vred de sig bange i Bøn til Gud. / Men Stormene hvisker paa deres Vej: / Han hører dem ej, han hører dem ej (fra digtet ”Opbrud”).
Naturen er den ordnende urkraft i kosmos og på den beror alt. Hvor dens kynisme og kulde her er i centrum, anes der dog også et spinkelt håb og lidt varme i samlingens første to dele. Det hedder blandt andet, at ”en Genlyd endnu hang / af den korte sommers Gang,” samt ”Lever du endnu / som en Planterod, / dybt i Muldlag gemt, / Der vil blomstre op / næste vaade Vaar?” Naturens cykliske gennemspilning af sin egen død og genfødsel indgyder på denne vis håb, og samlingens anden halvdel er gennemsyret af en hvilen i glæden over naturens vårlige genopståen og i forvisningen om, at efterårets og vinterens komme ikke betyder enden, men blot er en fase, som man må stå igennem, før forårets spirer atter bryder frem af den sorte muld og solens varme smil tvinger de mørke regntunge skyer på flugt.
”Nat og morgen” fra ”Samlede digte, side 46:
Se Solen rød og uden Varme staar –
nu véd vi, at det maa mod Enden lakke;
der stiger Skygger om os, mens vi gaar
ind under Vinterens Tag med bøjet Nakke.
De flokkes, mens vi famler os tilrette,
og gamle Lejer finder frem igen,
og naar vi gaar til Hvile, graa og trætte,
det sidste Lys er langsomt svundet hen.
Brænd Arne i det vinterkolde Rum,
og væv dit Net af røde Vemodstraade.
Nu er det Nat, og Verden ligger stum,
og alt er Gaade.
Nu er det Nat. I drømme ser jeg gaa
en Sædemand, henover sorte Vidder.
Han skrider oprejst frem mod Gryets Blaa.
Jeg ser ham gribe i sin Sæk og saa.
Paa nøgne Grene vaagne Fugle sidder
og hilser ham med glad og stille Kvidder.