Heinesens første novellesamling ”Det fortryllede lys” fra 1957 er et stærkt udtræk af den motivkreds og tone, han i sine tre foregående romaner ”Den sorte gryde”, ”De fortabte spillemænd” og ”Moder syvstjerne” (1952) udviklede.
Novellernes gennemgående fokus er spændingsforholdet mellem dogmatisk religion og gammeldags folkelig overtro, men også sanseligheden, den blotte fortælleglæde og masser af lokalkolorit og mange sære eksistenser er der blevet plads til. I ”Tartaros” gør Heinesen vægtige kolleger som Homer, Vergil samt Dante kunsten efter og tager læseren med en tur ned i underverdenen, mens han i ”Det vingede mørke” kryber ind i barnesindet og på en tur gennem øde gader og mørke marker lader læseren genopleve den fantasifuldhed og følsomhed, som behersker barnets oplevelse af verden.
”Grylen” er en fantasifuld og barok behandling af folkelig overtro. Det er fortællingen om en overnaturlig skabning, Grylen, der hvert år til fastelavn kommer til live og stiger ned fra den forsagte bonde Unge-Dunalds loft. Hele den lille by, der som vanligt hos Heinesen udgør rammen, er optaget af den massive og lodne kvindeskikkelse, når hun atter kommer frem og farer fra hjem til hjem, for som oftest at få stukket gaver i form af steg og andet godt ind under pelsen. Med halen slæbende efter sig og hornene strittende ud fra panden bevæger den uhyggelige skabning sig herefter op på byens lille torv og kaster sig ekstatisk ud i en dyrisk og seksuelt ladet rituel dans for herefter at slæbe sig ud af byen. Under pelsen gemmer Dunald sig naturligvis. Han er på én og samme tid fortvivlet og ophøjet, og han ved, at han, når han vender hjem, i flere uger vil blive ignoreret af sine døtre og især sin hustru, som græmmer sig over ham. Hun gruer hvert år for den ene aften, hvor han så aldeles skifter karakter og drikker, ter sig og viser sig i forklædning under hele byens bevågenhed. Han har gjort det hvert år til fastelavn i nu fjorten år, og før ham stod hans far bag det karnevaleske vanvid. Grylen er en del af byens tradition og trækker på veksler fra folkelig overtro og kultiske handlinger.
Grylen står som modpol til Gud og er snarere i ledtog med Satan, Pan og Dionysos, der inkarnerer udsvævelser, dyrisk seksualitet, druk og dans. Samtidig inkarnerer alt dette dog den livskraft og kærlighed til livet, som Heinesen skatter så højt. Han er ikke blind for de mørke sider, som også er en del af denne sværgen til dennesidigheden og verdsligheden. Men som altid omfavner han livet som et udeleligt hele, og i hans værker, som i en af hans inspirationskilders, den gamle salmedigter Thomas Kingo, følges sorgen og glæden ad gennem livet.