“Islændinge har et næsten troende forhold til humor, og på den måde er vi lidt anderledes end resten af Skandinavien. Det værste, man kan sige om en islænding, er, at han ikke har humor. Jeg ved, det lyder pralende, og jeg undskylder over for det danske folk. Jeg ved, I også kan være morsomme. Men jeg taler om humor som en nødvendighed for overlevelse. Måske har det noget at gøre med de barske forhold, vi har måttet leve under i århundreder af iskold isolation. Humor var en måde at overleve på. Og så gætter jeg på, at vi i høj grad kan takke vores irske blod for vores humor. Vikingerne som forlod Norge i år 874 gjorde holdt i Irland, hvor de valgte de smukkeste piger til hustruer og fortsatte med dem op til Island (dette er også grunden til, at vi har haft tre Miss Universe, mens Irland aldrig vil få en). Islændinge er en blanding af keltisk og skandinavisk kultur. Islandsk litteratur er Hamsun, som er gået “Wilde” (jeg taler om Oscar Wilde – vi synes, Hamsun er kedelig, og Wilde er sjov).” (Tine Marie Winter: Jeg er som en tyv, der ikke kan lade være med at begå indbrud. Politiken, 2007-02-24).
Hvis Hallgrímur Helgason stikker lidt til sine landsmænd i sine bøger, er han til gengæld deres mest loyale ambassadør i sine artikler og interviews i udenlandske medier, tonen bliver mildere, ligefrem kærlig. For eksempel er der ikke noget i vejen for at fremhæve, at Island har fået tre Miss Universe gennem tiden, selv om konkurrencen er et af de mest syntetiske mediefænomener overhovedet og indbegrebet af alt, hvad Helgason lægger afstand til i romanerne. Selv om man fornemmer et glimt i øjet og en ræv bag øret, så er der også en ægte fornøjelse over alle islændinges yndlingshistorie, om hvordan de blev grundlagt som folk af en håndfuld hårdføre norske vikinger, som på deres vej op til sagaøen nappede de smukkeste kvinder i Irland og dumpede de svageste besætningsmedlemmer på Færøerne. Det gav dem deres helt specielt gode udseende, sammen med humoren, forstås, den keltiske humor, som jo også ligger et par niveauer over, hvad man ellers møder i Skandinavien.
Helgason er næsten beklemt over, hvor meget sjovere islændinge er end danskerne og må gøre undskyldningerne for det undervejs i det citerede interview med Politiken. Det er ikke sjovt, fordi det er rigtigt (og på den måde er det faktisk en selvmodsigelse), i hvert fald når det kommer til Helgason selv.
Til spørgsmålet om man kan og bør gøre grin med alt, anført i indledningen, svarer Helgason naturligvis ja. Med hensyn til, hvor fredløs han føler sig på Island, misforstår han muligvis den norske interviewer, men svaret giver en ide om, hvor han selv befinder sig: “- Vel, er ikke så rastløs nå for tida, i familien har jeg funnet en mening med livet i tillegg til å skrive bøker og male bilder.” (Tom Stalsberg: Hamsun goes Wilde. Dagbladet, 2008-10-28).