Hallgrímur Helgason er ikke bare en markant forfatter, han er en kulturparabol af et ekstraordinært omfang, en kunstner med et vidtfavnende udtryk, en provokatør med profetisk anslag og en kilde til tåreblændet fortvivlelse for hans hårdtprøvede landsmænd. Han bliver ofte interviewet, og det er ikke tilfældigt, at han ind imellem er genstand for spørgsmål som: “Kan – og bør – man kunne gøre grin med alt?” (Tine Marie Winter: Jeg er som en tyv, der ikke kan lade være med at begå indbrud. Politiken, 2007-02-24) og “Hvor fredløs er du på Island?” (Tom Stalsberg: Hamsun goes Wilde. Dagbladet, 2008-10-28). Født i 1959 i Reykjavik er han kaldt en faderfigur for Islands Generation X og hans gennembrud til et internationalt publikum udtryk for den paradoksale, ærkepostmoderne forskydning af centrum ud i periferien, som gør det helt forventeligt, at udkantsområder kaster verdensstjerner af sig og at byer som Bristol, Sheffield, Glasgow, Seattle og Reykjavik skaber en scene med international gennemslagskraft.
Efter at have uddannet sig på Reykjaviks Kunsthåndværkerskole og Kunstakademiet i München fra 1979 til 1982 arbejdede han fra 1983 til 1990 primært som billedkunstner. Herefter udvidede han udtrykket og har fungeret som radiovært, stand up-komiker, digter, debattør og forfatter til og oversætter af skuespil. Han udviklede sig til en offentlig figur, nemt genkendelig som den lange skaldede med hatten – altid hatten – han køber en om året.
Som forfatter gjorde han første gang opmærksom på sig selv i 1990 med romanen “Hella”. På dansk foreligger hovedværkerne “101 Reykjavik”, “Islands forfatter”, “Stormland” og ”Kvinden ved 1000°”.