101 Reykjavik

Citat
“Vi subarutter tilbage til byen. Julemørket er på en eller anden måde lettere at bære. Nøjagtig ligesom viet vand smager bedre end almindeligt. Det skulle vist være det bedste mod tømmermænd. Siger de. Damerne sidder foran, frueparret, og Hlynur Bjørn bagi, seks år gammel og ubarberet.
“101 Reykjavik”, s. 90.

En del af Hallgrímur Helgasons inspiration er hentet hos kilderne. Han er en moderne og vedkommende læser af de islandske sagaer. Han viser det blandt andet i essayet “Storyland”: “Sagaerne handler om de første islændinge, de er vores Skabelsesberetning, vores “Birth of a Nation”. De udgør fundamentet for vores kultur. Selv i dag tjener de som vores moralkodeks, næsten vores Lovbog. (…) Vi tror måske ikke helt på hvert enkelt ord, men vi tror på dem. Sagaerne er vores bibel. (…) Sagaerne er Hello! magasinet som stor kunst. De fortæller historien om de mest berømte personer, der levede (hovedsagligt) før og efter år 1000” (oversat fra engelsk). Langt hen ad vejen kunne det være en beskrivelse af Helgasons eget forfatterskab. Skift 1000 ud med 2000 og berømte ud med farverige, så er vi ved at være der. Hvis han ikke direkte napper sine karakterer ud af virkeligheden, så henter han udkastet til dem i litteraturhistorien.

Hovedpersonen Hlynur Bjørn i “101 Reykjavik” fra 1996 (“101 Reykjavik”, 2000) er en Hamlet-figur og en af de mest originale ved siden af originalen. Rablende og frit associerende, uberegnelig og tvivlende, skarp og satirisk fører han os igennem sin treogtrediveårige tilværelse som en bistandsklient, der bor hos sin lesbiske mor og tilbringer det meste af natten med at surfe porno, se porno på tv og gå i byen med sine få venner, og det meste af dagen med at hytte sin kastrationsangst i mors skørter, samle på underlige ting, se nyhedsudsendelser, talk shows og mere porno. Han er absurd fremmedgjort overfor sine medislændinge og sejler gennem Reykjavik som et stolt, bebrillet isbjerg, der hele tiden sænker de titaniske forblindelser, som holder de nyrige bonderøve og velnærede funktionæreksistenser oppe, hvad enten han nu ramler ind i dem som p-vagter (der prøver at få ham anholdt for at fylde folks parkometre op) eller et forsuttet knald hentet før lukketid på hans stambar Kaffibarinn og forløst i en trist boligbebyggelse.

23445662

Verden omkring ham er stivnet i velstand, frosset bag tv-skærmen, forstenet i forbrug. Kvinder er reduceret til en vare og deres navne følges konsekvent af en prissættelse i parentes: (jomfru Maria (kr. 450.000), Cindy Crawford (kr. 220.000), moster Sigrun (kr. 400) etc. Hlynurs fremmedgørelse ligner i den kontekst et livstegn. Sproget understøtter denne fornemmelse: “Rummet er fyldt med sko, skridt, som endnu ingen har taget.” (s. 120) “Og så den der glatte politihud. Måske ansætter de ikke bumser i politiet.” (s. 140). Stilen er gennemført. Helgason sparker liv i døde substantiver, gør dem til verber, fylder på med originale ordsammensætninger og sætningssammenkoblinger – katakreser og kenninger. Ind imellem er der byger af poetisk kraft – William Bourroughs møder de gamle skjalde: “Grød og skyr rørt sammen omkring et råkoldt næs og fjeldene ældgamle dynger, uudnyttede produkter, hedenske lossepladser, bronzealderens skrot: Jøklernes stivnede tyndskid hvidskimlet af snedriver omkring tidsbundet nutid, en jernforstærket korthusby, en tvivlsom og teltopslået computerbygd beregnet til et kortvarigt ophold: Toetagers betonhuse med lav rejsning ( …)” (s. 35).

Det giver sig selv, at “101 Reykjavik” er plotløs. Hlynurs tilværelse er plotløs. Men den er langt fra så konfliktfri, som han kunne ønske sig. Morens kæreste Lolla (kr. 5000) flytter ind. Moren (ikke prissat – undslipper angiveligt markedsmekanismerne) og Lolla vil gerne have en bebs. Lolla har planer med den stakkels, intetanende Hlynur. Forviklingerne i den lille trojka udvikler sig. Den udgør den primære handlingstråd og formidles i et sikkert episk forløb med et sprudlende hav af bipersoner og en velfungerende tekstur af citater, referencer og karikaturer af og fra moderne mediekultur. Kærligheden (Hlynur ville nok kaldet det noget andet) gør forskellen mellem kold og gold kritik. Faktisk er der en streng af hjertevarme. “101 Reykjavik” var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.