“Vores far var ingen far. Og han var ikke i himlen. Han var i udlandet. Han var på arbejde. Han var på arbejde hele vores liv. Arbejdede på sin egen berømmelse.””
I sin næste roman – “Hofundur Íslands” fra 2001 (“Islands forfatter”, 2005) – samler Helgason op på det tyvende århundrede i sin fulde udstrækning med fødderne solidt plantet i en sokkel af islandsk lava. Forfatteren Einar J. Grimsson har levet for og gennem sine bøger. Uden for arbejdsboblen har en skiftende række af kvinder tjent som hustruer, børn er født og børn er døde, fejder med kolleger og kritikere er afviklet. Einar J. Grimsson har haft en ungdomsflirt med kommunismen og opgivet den. Han har haft en tilbagevendende skuffelse, når årets Nobelprismodtager blev offentliggjort, og det endnu en gang viste sig ikke at være ham. Han mødte ikke op til sin datters begravelse. Han var ikke en betænksom mand eller god far. En dag vågner han op i en stald hos bonden Hrolfur. Det er der, handlingen begynder. Halvanden hundrede sider inde i den mere end sekshundrede sider tunge mursten går det op for ham, at han er død og befinder sig i en af sine egne romaner: “Jeg er blevet straffet. Gud har vist mig bort fra sin dør og forvist mig til min egen Dødedal. Hver graver sin grav. Og sin datters. Jeg ofrede hende for andre mennesker. For de her mennesker. Den gamle kone, Hrolfur og Eivis. Andre møder deres kære i himlen, men jeg skal værsgo tage til takke med en seng i en knaldhytte. Sammen med dem der var mig kærest, mens jeg levede. Ja.” (side 151). Det er et elegant, lille metafiktivt greb fra Helgason. Einar J. Grimsson vikles ind i sin egen handling, spejler sit liv i Hrolfurs, bondens i forfatterens, de fiktive personers i de faktives. Stillejet er justeret efter personerne, tempoet taget ud af fortællingen, popkulturen barberet bort.
Fortællingen om Hrolfur er skåret over Laxness’ “Frie mænd” fra 1934. Den har fællestræk med Knut Hamsuns bondeepos “Markens grøde” fra 1921. Grimssons debut med den ungdommeligt patetiske titel “Fredens lys” “skrevet i Moskva vinteren ‘37-’38” var ifølge ham selv så kedelig, at den slog hans far ihjel – Helgason kan kun have tænkt på Nordahl Griegs (ham med “Kringsat af fjender”) naivt idealistiske langgaber “Ung må verden endnu være” fra 1938 om Moskva-processerne og Den Spanske Borgerkrig. Dialogen med historien og litteraturhistorien er gennemgående.
I modsætning til “101 Reykjavik” kræver “Islands forfatter” en indsats fra læseren. Når den er leveret, falder belønningen med en hypnotisk kraft. “Islands forfatter” indbragte Hallgrímur Helgason Islands Litteraturpris i 2001. Alt andet havde også været underligt, når der nu findes en pris med det navn.