På grund af den stramme form bliver Helle Helle ofte puttet i samme båse som andre kvindelige forfatterskoleforfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Kirsten Hammann. Der bliver talt om 90’er-generationen med de minimale former og sprogeksperimenter som fælles referencepunkt. Men Helle Helle er i dette selskab alene om den minimale realisme, der bliver på overfladen og kun lader understrømmen kigge frem antydningsvis.
Anmelderne har stået i kø med fine anerkendelser af Helles talent for netop realismen. I en anmeldelse kalder May Schack “Ned til hundene” en moderne aftapning af Herman Bang, mens mere tidsnære fæller findes i amerikanske Raymond Carver, norske Kjell Askildsen og danske Simon Fruelund.
Herman Bangs navn giver også ekko gennem anmeldelserne af “Ned til hundene”. Det samme gør hun paradoksalt nok selv. Romanen har et udtalt metafiktivt lag; forfatterinden med skriveblokering på Sydsjælland, der i sit forfatterskab skriver om almindelige mennesker, der drikker kaffe. Helle anerkender, at hun selv og Bente har en del til fælles, og “Ned til hundene” var svær at skrive: “I bund og grund handler det vel bare om, at jeg bliver dygtigere – og så skal det også blive sværere. Det skal under alle omstændigheder ikke blive for nemt eller for fermt, så man bare gentager den samme historie.” (Rasmus Bo Sørensen: Til Statoil efter linser og lottokuponer. Information, 2008-04-10).
Helle har selv et personligt forbillede i Ernest Hemingway, som hun også er blevet sammenlignet med. Hans realismeform minder om hendes. Hemingway selv har beskrevet realismen med en isbjergsmetafor: “Hvis en prosaist ved tilstrækkeligt om det emne, han skriver om, kan han udelade visse ting, som han meget vel ved, og læseren vil alligevel, hvis skribenten er sanddru nok, få den samme stærke følelse af disse ting, som hvis forfatteren havde indført dem i sin bog. Den værdighed og majestæt, der præger et isbjerg, skyldes, at kun en ottendedel af det løfter sig over vandet.” (Ernest Hemingway i “Døden kommer om eftermiddagen”). Isbjergsmetaforen sammenfatter den afgørende tyngde i Helle Helles forfatterskab, og hendes skarpe blik for det sprog, vi alle bruger, har etableret hende som en af Danmarks førende prosaister.