de

Citat
”Hun lukker øjnene. Hun tænker på at sidde sådan tværs over for eksempel Møn. Men så skal det hellere være sommer, og de kan gøre holdt undervejs og beskrive det, de ser, dyr og planter. Hun har et ønske om at formulere sig i længere sætninger. Nu klapper han hende på armen og peger, nogen har efterladt en kurvestol i rabatten.”

”de”, s. 99.

I 2018 udkom Helle Helles syvende roman, ”de”. Den handler om en unavngiven pige, der skal i gymnasiet og hendes mor, der arbejder i tøjforretningen Acacia og som undervejs kommer på hospitalet. Den handler også om de steder, de har boet og lidt om de mennesker, de møder: Hafni, Palle, Henrik Strøm og Tove Dunk. Og så handler den rigtig meget om ting, man kan spise, indrette sig med, vinke med og bruge på mærkelige måder.

Første kapitel ligger tidsligt sidst i fortællingen, der forløber over et forår, hvor moderen konstaterer, at hun nok har slugt en sten, og en sommer, hvor pigen stopper i folkeskolen, og et efterår, hvor nye venskaber knyttes i gymnasiet og en vinter, hvor moderen bliver indlagt med en ikke defineret sygdom.

54054467

De 51 kapitler er alle skrevet i nutid og skifter mellem kortprosaagtige erindringstekster om deres tidligere bopæle og nutidssporet, der foregår i 1980’erne. Fælles er, at de foregår på Lolland, blandt roemarker, leret jord og høje himler. Fælles er også en sproglig opmærksomhed hos både fortæller og de to synsvinkelbærende karakterer, der begge drømmer om at skrive en bog. Synsvinklen skifter løbende og kan være svær at afkode, da de begge ofte blot omtales som ”hun”.

Karaktererne defineres ud fra deres handlinger, udsagn og udseende, og der står ikke rigtig noget om deres følelser. Der burde ellers være nok af drama for en 16-årig gymnasieelev, der ved, at hendes mor skal dø. I stedet for at tale om sygdommen eller følelser viser pigen sin vedholdende og sagte kærlighed ved at købe ind, lave mad og spare på husholdningspengene. Sine egne tanker håndterer hun ved at stå af bussen lidt tidligere og gå det sidste stykke hjem.

Sprogligt set er det en helt fortættet roman, da de korte hovedsætninger springer i tid og sted, og det fragmenterede sprog kan minde om lyrik. Ordvalget er talesprogligt, og der står det, man siger: Hun skruer dutten af vandhanen, bussen kommer til syne ovre bag kommunen.

Forfatterskabets karakteristiske detaljenærhed, kærlighed til de passive karakterer og til stilstanden og blikket for tings betydning for det levede liv kommer således også til udtryk i denne sorgmuntre roman om et sammentvundet ”de” i en yderst skrøbelig situation.