Ildsalamander

Citat
”Han har længtes efter Sverige. Men der må også være en del, han har glemt. Han har længtes efter friheden, vidderne. Men der er for mange strikke- og hæklepinde. For meget træsløjd. Et ord har fæstnet sig: Decemberforliget. Hver tredje svensker kalder det udemokratisk. Hvad sker der nu i hans Sverige?”
”Ildsamalander”, s. 56.

Johan Ulrik er berømt og respekteret for sine altid nøgterne og velinformerede kriminalhistorier på tv. Men trods sin succes skal man ikke ret langt ind i ”Ildsalamander”, Henning Mortensens roman fra 2016, før den fraskilte og fremmedgjorde Johan Ulrik vender arbejdet ryggen for i sin bil Bibber at begive sig op i sit elskede Sverige.

I Sverige venter hans gamle ven Frank med sin familie, men det skal hurtigt vise sig, at hovedpersonens drømme om det perfekte broderland er et fatamorgana – Frank erklærer sin støtte til Sverigedemokraterne (gys), og i drømme hjemsøges Johan Ulrik af skinheads, som synger ”Du gamla, du fria”, og han bæres mod sin vilje frem af den jublende folkemængde. De tror naturligvis, at alle danskere støtter deres sag.

52410819

I det hele taget synes alting at være i uorden for Johan Ulrik. Han er ikke vellidt blandt sine kolleger på Danmarks Radio, konen er skredet med en lyssky advokat, og rejsen ind i Sverige bliver både skuffende og absurd. Dels er der nyheden om vennen Franks højresving, men endda vejret i Sverige er forkert. Vinteren er al for varm, og et tordenvejr er ved at tage livet af Johans Ulriks trofaste Bibber. Selv en elg – symbolet på Sverige – ser sig gal på danskerens tilstedeværelse, går til angreb og tager først flugten, da Johan Ulrik finder Bibbers båthorn.

Johan Ulrik vender i kølvandet på terrorangrebet i København 16. februar 2016 tilbage til Danmark og bosætter sig ved Kattegat. Her indleder han et forhold til kollegaen Bella og tager til Basel med andre kolleger for at se nærmere på ekskonens nye mands forretninger. Her begynder de dæmoniske kræfter for alvor at røre på sig.

”Ildsalamander” er et pre-apokalyptisk ridt ind i en verden, hvor fremmedhad og terrorfrygt har fået sit tag i den enkelte, og enden synes nær. Henning Mortensen fortæller den syrede historie ved hjælp af en tredjepersonsfortæller, der ubesværet svæver ind og ud mellem hoved- og bipersoner. Bogen er en trippet kommentar til 2010'ernes politiske morads, men er også rig på morsomheder og små indføringer i eksempelvis salmedigteren Brorson (1694-1764), komponisten Carl Nielsen (1865-1931) og et væld af andre europæiske kunstnere.