Pis og papir!
Skal virkeligheden efterlignes? Hvem står bag det dumme spil?”
Frida Hansen reparerer puslespil hos Kirkens Korshær i hovedstaden. Umiddelbart skulle man tro, hun ikke selv har for mange brikker at flytte rundt med, for hun er aldeles ordblind, lever alene og har ikke udsigt til andet arbejde end puslespilsbearbejdning til salg som genbrug resten af sin karriere. Men i Henning Mortensens roman ”Kirken i korshæren” fra 2015 kommer vi helt ind i det skarpe og vilde sind, som Frida er i besiddelse af. Og så kan det nok være, den fordomsfulde læser bliver klogere i en roman, som byder på en lusket fortæller, filosofiske bidder om erindring og sprog og et par af Henning Mortensens velkendte gys.
51573021
Egentlig er romanen et trekantsdrama. Fridas halvtyske og smålumre kollega Søren (født Sören) er i grunden en pestilens, som forsøger at camouflere sine prutter bag falsk hosten. Den hopper Frida ikke på, men Søren bliver pludselig en seriøs bejler til den 50-årige græsenke, da han ser en ufo og i den forbindelse forulykker på sin scooter. Trods en generende fodskavank tager han sig herefter sammen og vinder langsomt hendes gunst.
Dog skal Frida først forbi en fatal flirt med en afskediget politimand, Henry, som er på vej i hundene på en cocktail af snaps og al for højlydt Tina Turner. Han har for 20 år siden mistet sit job, da han angiveligt har forsøgt at tvinge sig til oralsex af en prostitueret. Frida bliver besynderligt søvnig, når hun drikker kaffe hos Henry, og må tage en lur på hans sofa. Hvis hun havde været en ung kvinde, ville man kalde det drugrape.
”Kvinden i korshæren” er fortalt i 3.-person, og den er værd at dvæle ved. Ligesom der mangler brikker i de puslespil, hun forsøger at reparere hos Korshæren, undlader fortælleren at berette om Fridas fortid, som kun bliver antydet. Handlingsforløbet springer og doseres aldeles stramt, og læseren må løfte øjenbrynet over den drillende fortællerstemme, som sprogligt er helt tæt på personerne og tydeligvis ligger inde med en enorm viden om dem, men som også tilbageholder information. Det er næsten en drillende, utroværdig fortæller a la Steen Steensen Blicher.
”Kvinden i korshæren” er en roman om tabere, der pustes fulde af liv og had, men også en fabuleren over erindringernes puslespil og de ting, vi ikke kan tale om.