Slottet ved det liguriske hav

Citat
”Det er jo utroligt at tænke på, at jeg næsten gennem ét eneste genialt greb strammede en smuk og stærk knude af fire bånd, en knude, som aldrig vil kunne løses op, for den er en evig forening bestående af Julia, Victor, Lillian og Henry. Et evigt assemblé. Som holder sammen på alt i denne verden.”
”Slottet ved det liguriske hav”, s. 167.

Victor Seemann, som vi kender fra Henning Mortensens forrige roman ”Det blanke vand”, er ved at komme sig efter længere tids sygdom efter en brand. Det er setuppet i romanen med den specielle titel ”Slottet ved det liguriske hav” fra 2011.

Alt er smadret ved romanens begyndelse: Seemanns villa er brændt ned, Victor er vansiret af flammerne, og konen Julia er skredet med gartneren Henry. Alle omstændighederne omkring flammerne fremstår i tåger, og den tidligere husholderske Lillian er den eneste, som kan hjælpe Victor med at holde rede på det hele. Samtidig spøger kendsgerninger, som læsere, der har læst ”Det blanke vand”, kender til, men som Victor ikke har en jordisk chance for at regne ud.

28960603

I modsætning til ”Det blanke vand”, der havde en 3.personsfortæller med evnen til zoome ind på karaktererne efter forgodtbefindende, bliver ”Slottet ved det liguriske hav” fortalt af Victor Seemann i 1. person. Derfor bliver det også fra hans perspektiv, vi får nyheden om, at hans elskede og fraskilte Julia ikke vågner op fra et af sine søvnanfald.

Netop det, at læseren kun ser tingene fra Victors perspektiv, er en af de centrale pointer i ”Slottet ved det liguriske hav”. For faktisk bevæger Victor sig fra det totale sammenbrud mod en tilbagevenden til livet med Lillian som hjælp. Han ender med Lillian på et italiensk slot med udsigt over Det Liguriske Hav i Middelhavet. Og det er vel bedre end ingenting på trods af savnet af Julia og en vis mistro til den tidligere husholderske? Læseren ved mere, men det kan ikke hjælpe den stakkels Victor.

”Slottet ved det liguriske hav” er en roman om (selv-)bedrag og vildledning. Men på den anden side kan det også være en historie om at komme igennem en uoverstigelig krise. For hvem kan egentlig sætte spørgsmålstegn ved det, når Victor erklærer sig lykkelig som aldrig før på slottet ved Det Liguriske Hav? Romanen er en djævelsk omgang med uretfærdigheder, selvom Henning Mortensen trods alt ikke nænner at tage savnet af Julia fra Victor i bogens afslutning. Kærlighed kan trods alt ikke manipuleres og medicineres bort.