“Næb og kløer” fra 2005 er egentlig en krimi, men først og fremmest er den en skildring af en flok sørgmodige mennesker omkring den lille by Sondrup på Horsens-egnen. Romanen skildrer en række absurde og realistiske karakterer i lokalområdet: Der er racistisk white trash, psykopatiske overklasseløg, flygtninge og rødvinsbællende repræsentanter fra den midaldrende del af den øvre middelklasse. Alle spiller en rolle i forhold til krimigåden, men det er samtidig en skildring af Sondrup-folkenes fortielser, som blokerer for opklaringen af forbrydelsen. Spørgsmålet er, om sandheden kan komme for en dag, når folk i den grad har låst skeletterne inde i skabet.
25625439
Over det hele svæver sjælen af arkitekten Réne Munkholm, som et år inden bogens begyndelse er blevet dolket i nakken og derfor er centrum for bogens krimiplot. Han kan følge med i begivenhederne nede på jorden, men han kan ikke selv deltage i løjerne. Dog kan han, flyvende på en skarv, en enkelt gang påvirke historien ved at klemme den trængende fugl på maven, så den sender en kaskade af afføring mod en bilrude. I netop denne centrale passage midt i bogen peger fortælleren på sig selv som en konstrueret størrelse. Mortensen går ikke af vejen for at punktere sin egen (røver)historie med denne sætning: “Og vi skal heller ikke glemme forfatteren, som fik arkitekten til at udføre denne handling” (s. 99). I en tid, hvor det er på mode blandt forfattere at forlede læserne til at tro, at deres romaner er baseret på faktiske hændelser, stoler Mortensen nok på sin egen fiktion til at gøre opmærksom på, at forfatteren faktisk er den eneste som eksisterer og agerer i “Næb og kløer”.
Mortensen benytter sig af en kombineret synsvinkel, hvor han både kan lave sceniske beskrivelser og berette, hvad figurerne tænker. Dog på en så spidsfindig måde, at man aldrig ved, om fortælleren giver læseren hele historien eller holder igen for at give én en overraskelse senere. Det er nemlig forfatteren, der bestemmer i “Næb og kløer”.