I begyndelsen af Mortensens karriere var han en del af den danske litterære avantgarde sammen med folk som Vagn Steen, Per Højholt, Peter Laugesen og F.P. Jac. Her handlede det om at finde veje ud af et sprog, som var blevet misbrugt af det 20. århundredes magthavere. Derfor kastede man sig ud i syrede eksperimenter for at opfinde et rent sprog. Siden trådte Mortensen dog ud af bevægelsen og er med tiden blevet sværere at kategorisere i noget bestemt miljø eller tilhørende en specifik gruppe. Han hører alligevel til den store gruppe af danske forfattere, som skildrer middelklasselivet i en realisme, som Mortensen dog tillader sig at afvige fra, når det passer ham.
Henning Mortensens leg med fortælleren, hvor man som læser aldrig rigtig ved, om man får det hele at vide, kan minde om Steen Steensen Blichers banebrydende eksperimenter med fortællerpositionen tilbage i første halvdel 1800-tallet. Blicher yndede at skabe en utroværdig fortæller, som kun gradvist giver læseren de informationer, der er nødvendige for at stykke forudsætningerne for plottet sammen. Både Mortensen og Blicher bruger krimien (Blicher var Danmarks første krimiforfatter) til at afdække fortielser og løgne, naturligvis med den forskel, at Blicher skildrer 1800-tallets landbefolkning, mens Mortensen tager sig kærligt af nutidens velfærdsdansker. Man kan dog indvende, at Mortensen er en utraditionel krimiforfatter, for hvem opklaringsplottet ikke nødvendigvis er det mest centrale spørgsmål. Det handler nærmere om figurernes indbyrdes relationer, ikke hvorvidt det var butleren, der gjorde det eller ej.
Mastodonten i Mortensens forfatterskab er ti-binds-sagaen om Ib. Her bliver Mortensen en realistisk erindringsforfatter, hvor han forsøger at konstruere barn- og ungdommen gennem sproget. I denne litteratur udgør internationale koryfæer som tyske Walter Benjamin (1892-1940) og franske Marcel Proust (1871-1922), der på meget forskellig vis forsøgte at genskabe barndommen gennem skriften, en inspiration. Mens Prousts værk "På sporet af den tabte tid" - er et kæmpemæssigt værk, er Benjamins "Barndom i Berlin omkring år 1900" kort og komprimeret. Mortensen må sige at placere sig midt i mellem, da Ib-sagaen er et kæmpe værk på ti bind, som består af relativt korte og tætte bøger.