Peter Camenzind

Citat
"Det var min ungdoms historie. Og når jeg tænker på den, synes jeg, den har været kort som en sommernat. Lidt musik, lidt ånd, lidt kærlighed, lidt forfængelighed – men det var smukt, rigt og broget som en eleusisk fest.

Og slukkedes hurtigt og fattigt som et lys i vinden.

I Zürich tog Richard afsked. To gange sprang han atter ud af jernbanevognen for at kysse mig og nikkede kærligt til mig fra vinduet, så længe han kunne se mig.

To uger senere druknede han ved badning i en elendig lille sydtysk flod."
Herman Hesse: "Peter Camenzind", side 79-80.

Forfatterskabets tilbagevendende sociogeografiske udgangspunkt er borgerskabet i landet mellem Basel i Schweiz og fødebyen Calw i Schwaben. En af de få undtagelser er udviklingsromanen "Peter Camenzind" fra 1904 (da. "Peter Camenzind", 1907), hvor handlingens begyndelse og slutning er rykket op i et lille bondesamfund i alperne. Tre fjerdedele af indbyggerne i den isolerede og lettere indavlede landsby hedder Camenzind til efternavn. Peters farbror Konrad er den lokale original, en opfinder, som bliver ved med at få nye ideer. Peters far er en påholdende bonde, som altid ender med at støtte Konrads projekter, hvorefter de bliver til endnu en fiasko, og faren i ærgrelse over at have sat god penge til sværger, at han aldrig nogensinde vil tale med sin ulyksalige bror igen.

En præst opdager Peters smukke håndskrift og tilbyder at undervise ham. "Onkel Konrad var netop lige kommet i kridthuset igen og blev derfor rådspurgt. Han var naturligvis straks fyr og flamme for, at jeg skulle lære noget og senere studere og blive en fin og lærd herre. Fader lod sig overtale, og således hørte nu også min fremtid til de farlige onkelprojekter, ligesom den ildfaste bageovn, sejlskibe og de mange andre fantasterier." (side 20). Det er ouverturen, temaet er slået an, men de fine løfter, som ligger i sammenligningen mellem Camenzinds liv og onklens opfindelser bliver aldrig indfriet, det indvarslede lune og komikken er klinisk fraværende i resten af fortællingen, der er sammenbidt, uden nogen videre tålmodighed med sine konflikter og figurer, der mest af alt minder om antiteser, der nødvendigvis må fyres af for at komme til syntese, uden rigtigt at aftvinge forfatteren interesse.

Peter kommer i skole, rejser bort, prøver at opfinde sig selv som bymenneske, litterat og elsker, men lykkedes ikke rigtig med nogen af delene. Han er og bliver en bondeknold uden evner til at smalltalke og socialisere. I stedet søger han tilflugt i alkohol og isolation. Efter et religiøst intermezzo vender han tilbage til landsbyen, hvor han arbejder på et stort digterværk og overtager den lokale kro, og nedfælder sine erindringer. Moren er død, faren er fordrukken. Han er kommet til en form for afklaring, som formentlig skal afspejle de refleksioner, som fik Hesse til at flytte fra Basel til Bodensøen. Men den fattede stemning bliver forrådt af lidt for smukke natur- og kulturskildringer, lidt for mange tillægsord, lidt for svulstige metaforer og en syntaks og et ordvalg, som ofte er prætentiøst og passer bedre på en ung forfatter end en livsklog mand.