I lande med stive uddannelses- og opdragelsessystemer vil der være følsomme reaktioner i kunsten, som de engelske kostskoleromaner og den irske hudfletning af de katolske opdragelsesanstalter. I Tyskland taler man om en mindre bølge i begyndelsen af det tyvende århundrede. Tre romaner rager frem, Emil Strauss' "Freund Hein" fra 1902, Heinrich Manns "Professor Unrath" fra 1905 og Hesses "Unterm Rad" fra 1906 ("Under hjulet", 1944).
"Under hjulet" gør sig ikke kun bemærket inden for sin genre, men i Hesses forfatterskab i det hele taget. Den har en næsten klassisk enhed i tid, sted (primært to steder – hjembyen og klosterskolen) og handling. Og den har en suveræn halvvidende fortæller, som overvejende ligger sig op ad hovedpersonens perspektiv. Romanen udvikler sig i ukunstlede, men omhyggelige sætningsforløb, den har et afdæmpet sprog, præcise, stemningsmættede miljøbeskrivelser, et enestående blik for naturen, den indre og den ydre. Der er ingen forklaring på de filosofiske og religiøse problemstillinger, der er er baggrunden for handlingen, fordi de ligger i naturlig forlængelse af hovedpersonen Hans Giebenraths erfaringsverden. I belysningen af hans liv træder resten frem. I den forstand er det en af de mest traditionelle og mest fuldendte af Hesses romaner. Indsatsen er klar fra første linje: "Hr. Joseph Giebenrath, agent og kommissionær, udmærkede sig hverken ved fortrin eller ved særegenheder frem for sine medborgere. Ligesom de var han i besiddelse af en bred, kraftig skikkelse, en overfladisk kommerciel begavelse, forbundet med inderlig dybtgående ærbødighed for penge og penges værd." (side 5).
Joseph Giebenrath er hovedpersonen Hans' far og inkarnationen af borgerskabet i den lille sydtyske provinsby. Moren er der ikke. "Det var år siden, hun var død, og så længe hun levede, havde man ikke lagt mærke til noget særligt ved hende, ud over at hun altid var sygelig og bekymret." I bogens perspektiv er det et tegn på liv at reagere med bekymring og sygdom på et miljø af satte fruer og bredbagede prangere. Men det er Hans ikke klar over. Han har arvet morens sind og er på vej til at blive byens næste offer. Han klarer sig fremragende i skolen og lader sig pace frem af lærerne, rektoren, præsten og sin far. Han knokler fra årle til silde. Indsatsen bærer resultater. Til byens udtalte stolthed bliver han nummer to i en prestigefyldt konkurrence blandt regionens bedste elever om fripladser på et berømt klosterseminarium. Her møder han Heinrich Heilner, der repræsenterer den kunstneriske side af Hesse i romanen (man bemærker initialerne og efternavnet, som på tysk klinger af heler eller healer). Fortællingen ligger tæt på Hesses egen opvækst, og mens Hans repræsenterer en autoritetstro side af hans natur, står Heilner for den kunstneriske side og rebellen. Gennem venskabet med Heilner får Hans øjnene op for skolens rolle som fødested for borgerskabets chefideologer og topadministratorer og revidere langsomt sine anskuelser. Fra at være en stræber forvandler han sig til en drop out. Sammen med Heilner bliver han skolens mystiske, smukke og rebelske duo og oplever det samme skrækblandede had fra de andre elever og lærer som Heinrich.
En dag bliver det for meget for Heilner, som uden videre går ud gennem porten og foretager den vandring, som Hesse selv foretog som klosterskoleelev. Som Hesse ender det med, at han bliver standset af en betjent efter fireogtyve timer og taget ud af skolen. Hans ser ham ikke igen. Efter en tid bryder han sammen og vender hjem til barndomsbyen som et vrag, igen akkurat som Hesse. Han går han rundt i uvirksomhed, får det bedre, kommer i lære som mekaniker og finder fornøjelse i samværet med de andre på værkstedet. I længden bliver det dog for meget for Hans, og han gør hvad Hesse ikke kunne finde ud af, han begår selvmord. Rejsen mod enden er rørende og vedkommende. Hesse gør for første og sidste gang i forfatterskabet sig selv og læseren den tjeneste at udvikle borgerskabet med nuancer i stedet for med foragt at reducere det til et gråt bagtæppe for den lidende helts kvababbelser. Han medtager karakteregenskaber i stedet for at reducere det hele til ånd og psykosociale mekanismer. Thomas Mann, som efter sigende havde det med at grine i skægget over Hesses "hysteriske romanticisme", udråbte "Under hjulet" til et mesterværk, og den dom holder stadig. Det er en fuldstøbt roman, som med sine små tohundrede sider udgør en perfekt one-hitter, fængslende, begavet og smuk.