Steppeulven

Citat
"Jeg var efterhånden uden erhverv, uden familie, uden hjem, stod uden for alle sociale grupper, alene, ikke elsket af nogen, mistænkeliggjort af mange, i stadig bitter konflikt med den offentlige mening og moral, og selv om jeg endnu levede inden for de borgerlige rammer, var jeg dog midt i denne verden al min følelse og tænken en fremmed. Religion, fædreland, familie, stat havde ikke mere værdi for mig og vedkom mig ikke mere, videnskabens vigtigmageri, lavsvæsnet, kunstnerverdenen var mig imod, mine anskuelser, min smag, min forstand med hvilken jeg en gang havde strålet, var nu forsømt og forvildet og syntes menneske fordægtigt."
Herman Hesse: "Steppeulven", side 52-52.

"Der Steppenwolf" fra 1927 ("Steppeulven", 1946) er "Rejsen til Nürenberg" med litterært filter. Humoren – hvad enten den nu er frivillig eller ufrivillig – er sorteret fra og tilbage står den rene, selvalvorlige og selvmedlidende jammer og klage.

Hovedpersonen er et gammelt litterært næsehorn som Hesse selv, der møder en barmhjertig luder, som hjælper ham med at overkomme de barrierer, som forhindrer ham i at leve livet. Hesse formidler det med lån fra en ny stilverden, hovedsagligt ekspressionismen, der ikke fremstiller en ko, så den ligner, men sådan som den ser ud, når den har været gennem den indre båndhøvl og kan udtrykke kunstnerens martrede sjæl og fragmenterede omverden. Hesses alter ego, den begavede Harry Haller – man bemærker initialerne – har opgivet familie, tryghed og anerkendelse og alt det andet, som binder Hesse.

På det tidspunkt vi møder ham, har han lejet et værelse i en ikke nærmere bestemt by, og tilbringer dagen med at dyrke klassiske digtere og komponister eller vandre rundt mellem almindelige mennesker og vemodigt registrere, hvor banale de er. Han er ved at være oppe i årene, men trods lidt småskavanker umiskendelig endnu et af Hesses kainsmærkede overmennesker, klog, belæst, velhavende, af godt udseende, og nødt til at gå i spåner og opgive alt, hvad andre mennesker kun kan drømme til fordel for ørkesløs vegeteren og vagabonderen. Han er blevet sammenlignet med Aschenbach i Thomas Manns "Døden i Venedig", men i modsætning til Aschenbach er Hallers søgen forbundet med en længsel efter livet. Det går bare ikke så godt for ham med at finde det, før han møder Hermine (nok et spil på Hesses eget navn).

Romanen emmer af litterært filtrerede selvmedlidenhed tilsat lidt studentikos selvføleri. Harry Haller er tynget af hundred års tung tysk åndshistorie. Det er gået i benene på ham. Han er stiv og har aldrig lært at danse. Under Hermines vejledning indhenter han det forsømte mod et løfte om at slå hende ihjel – hvad ellers – når hun finder, tiden er inde, og så er det, at ekspressionismen sætter ind, og romanen langsomt forvandler sig til en blanding af et Arthur Schnitzler-stykke og et Otto Dix-maleri. Haller goes slumming, som ingen Hesse-helt er gået slummende før, om end en smule prøvende og skræmt. Han bliver hvirvlet ind i en burlesk undergrund med farlige stoffer, jazzmusik og endnu flere nydelsessyge kvinder. En lille seddel sender ham til 'det magiske teater – kun for forrykte – adgang koster forstanden'. Mystiske tegn og beskeder dukker op på byens mure og facader. Livet begynder at strømme, dyndet hvirvles op, Haller hallucinerer og forsvinder og efterlader sine optegnelser til nevøen i det hus, hvor han boede til leje. Det er nevøen, der formidler hans historie.