Sulaima Hinds debutroman “Voxeværk” fra 1997 er en delvis selvbiografisk bog om en ung kvindes barske og selvdestruktive liv i gadepunkmiljøet. Den rå og ligefremme roman beskriver det unge kvindeliv i det københavnske undergrundsmiljø. Romanen er skrevet i jeg-form, hvilket forstærker indtrykket af en dokumentarisk virkelighedsbaggrund.
Bogen skildrer overgangen fra barn til voksen men er også en fortælling om, hvordan alting falder fra hinanden for den unge unavngivne hovedperson. I punkmiljøet møder den unge kvinde accept og omsorg. Men romanen blotlægger også de mekanismer, der gør sig gældende, når fællesskabet og hjælpsomheden bliver en overlevelsesstrategi. Den skildrer den følelsesmæssige hårdhed, som de unge mennesker udvikler for at kunne overleve. Samtidig bliver den en rå præsentation af oplevelser, der sætter ar på sjælen.
22334220
Den skildrer blandt andet den unge kvindes oplevelse med politivold, der resulterer i en spontan abort, og den voldsomme destruktive vrede som den unge kvinde overvældes af og bruger til at afstraffe et andet menneske. Et politisk engagement skildres som en mulig vej ud af det kaotiske liv, som hovedpersonen er havnet i. Syg af mononukleose tager hun til en kongres i Tyskland med undergrundspolitiske grupper fra hele Europa. Hun opsøger ligeledes den del af BZ-miljøet, der planlægger demonstrationer mod kommunens boligpolitik. Der findes her et håb om en anden tilværelse for hovedpersonen i romanen.
Poetiske billeder og en skarp præcision kendetegner stilen i den lille roman. Den er skrevet i en hudløs, men også lyrisk tone med skarpe iagttagelser og en alvorlig beskrivelse af 1980´ernes sortsyn.