Baggrund

Der er en hel del Hans-Jørgen Nielsen’er (1941-1991), hvilket kun er rimeligt, eftersom en af de mest kendte af dem opfandt den meget misbrugte term Attituderelativisme, der kan betyde sådan noget som, at vi nu om dage uden problemer og med overbevisning kan spille flere roller og rumme flere identiteter såvel i virkeligheden som i litteraturen.

Nu om dage var sidst i tresserne, da dagene virkelig føltes splinternye, men Nielsens teori og praksis er ikke mindre aktuel i dag, nærmest tværtimod. Han fremstår stadig som en af vores mest konsekvente og - med et af hans yndlingsord - eksemplariske postmoderne digtere.