Den første Nielsen er ham, der var snublet lige ud af den lavere middelklasse på Amager til tressernes fagre nye verden og knap nok våd bag ørerne kreerede den fantastiske og epokegørende bog, ”Haiku / Introduktion og 150 gendigtninger” (1963).
Hvor de tidligere sporadiske forsøg på at fordanske den ekstremt koncentrerede og enkle japanske digtform uundgåeligt havde viklet sig ind i fade lyrismer, gik Nielsen radikalt til værk: al ornamentik holdt han på fem fods afstand, i stedet benyttede han sig af modernisternes brudte syntaks til at skære helt ind til benet, det kunne f.eks. lyde sådan her:
Templets klokke
En ildflue
Glødende i hvile