Propagandanielsen

Den tredje Nielsen er ham, der i disse voldsomt intense sene tresserår fungerede som propagandist og kritiker og var eminent til at sælge og præsentere sig selv og sin generation, men ikke nøjedes med at engagere sig i litteraturen, med brask og bram interesserede han sig også for både musik, billedkunst og film og alt derimellem.

Han var primus motor bag tidsskriftet Ta’ (1967-69), han redigerede generationsantologien ”Eksempler” (1968) og udgav frem for alt et udvalg af sine egne artikler selvsikkert betitlet ”’Nielsen’ og den hvide verden” (1968), der opsamlede alle hans medrivende introduktioner til den udenlandske og hjemlige avantgarde og hele føljetonen om det ovennævnte trylleord attituderelativisme side om side med tekster om James Bond, superheltetegneserier og den nye engelske modeindustri, for det var lige præcis det, attituderelativismen gik ud på: at styrte hierarkierne i grus og uden fine fornemmelser dyrke alt det, der siger en noget, noget NYT!