Den fjerde Nielsen er ham, som i diverse frikvarterer finder på mærkelige bogværker, som hverken er fugl eller fisk. Der er f.eks. den lillebitte såkaldte ’hvidbog’, ”vedr. visse foreteelser” (1967) med hvide rammer og strimler over ingenting og kryptiske visdomsord som hvidt – det usynlige fravær af alt . Der er collageværket ”diletariatets proktatur” (1969), som i en punket pærevælling samler mere eller mindre fiktive fragmenter af tekster om og af den galsindige berlinske dadaist Johannes Baader.
Der er den såkaldte roman ”Den mand der kalder sig Alvard” (1970), som skulle forestille at være et hovedværk, men simpelthen bare blev for vild i sin elektriske blanding af dygtig cut-up af alskens høj og lav litteratur (den pornografiske såkaldte p-værdi er virkelig høj) og almindelig fræsende nielsensk syre og meta, den ligner ikke noget, men der er i den grad fart på.
Nævnes kan også dokumentsamlingen ”Oprøret i Kronstadt”(1973), som samler tekster om oprøret mod bolsjevikkerne i 1921, herunder og frem for alt en stærkt fascinerende og livlig, fuldstændig udgave af oprørernes dagblad Izvestija, der inkluderer både partiudmeldelser, smædeviser og rationeringslister.