Den syvende og sidste Nielsen er ham, der efter endnu en tiårspause var gået i gang med at genopfinde sig selv på ny og arbejdede hårdt på en ny digtsamling, da han døde pludseligt og meningsløst.
I det utrolig flotte bind med samlede digte, ”Nielsen sort på hvidt” (2000), finder man et udvalg af de efterladte digte, og det er, som om han på nye skrøbelige betingelser står og bladrer i sig selv, hele sit sitrende identitetskatalog: efter vi har været igennem samtlige litterære og politiske rollespil er vi tilbage igen ved haikuets klare øjeblik, hvor verden og en selv næsten er det samme næsten ingenting:
”Det er hvad det er
øjeblikket
og ryster sig
som kat
og strækker sig
så i øjeblikket
nærmest hund
i hvert fald regn
under disse
omstændigheder
blik og øje
således himmel
plus en gren
der tikker tid
mod et fortov
på stationen
i Farum –”