Baggrund

Kirsten Holst er født i 1936 i Lemvig. Hun boede det meste af sin barndom i Horsens, hvor hun voksede op blandt fem søskende. Senere flyttede familien til Hjørring, hvor faderen blev politimester. Kirsten Holst blev student fra byens gymnasium i 1952 og arbejdede som lærervikar, indtil hun i 1957 drog til Sorbonne i Paris for at læse fransk. Her mødte hun forfatteren Knud Holst, hun afbrød studierne og fulgte med ham til København. Året efter flyttede de til Nordjylland, hvor hun arbejdede som skolelærer og opfostrede parrets tre døtre, hvoraf den ældste, Hanne-Vibeke (f. 1959), også blev forfatter. Kirsten Holst blev i 1978 skilt fra Knud Holst, og i 1984 giftede hun sig igen og slog sig ned i Stouby ved Vejle i forældrenes gamle feriehus.

Kirsten Holst debuterede som 40-årig med børnebogen Safty og smuglerne (1976) og samme år deltog hun i Nordisk thrillerkonkurrence med krimien De unge, de rige og de smukke. Krimien slog tonen an til en væsentlig del af hendes forfatterskab, der byder på en lang række spændingsromaner om kriminalkommissær Høyer og hans kompagnon Therkelsen. Gennem årene har hun med sine enkle, koncentrerede handlingsforløb, der afvikles i et jysk provinsmiljø, opbygget et stilsikkert alternativ til den hårdkogte storbythriller. Med politifolkene Høyer og Therkelsen har hun samtidig skabt en ny type detektiv, der kan tage fejl og lever i en genkendelig verden med dens menneskelige relationer og problemer.

I 1968 skrev Kirsten Holst på bestilling ungdomsserien Hvorfor bliver alting altid anderledes til tv, og fra 1971 til 1982 var hun freelancemedarbejder ved Danmarks Radio, hvor hun bl.a. redigerede børneprogrammet Søndagskvisten. Hun har også været brevkasseredaktør på ugebladet Familie Journalen i en årrække, ligesom hun har oversat bøger, skrevet radio- og tv-spil, været børnebogsanmelder ved Berlingske Tidende og præsident for det skandinaviske krimiselskab SKS.

En anden væsentlig del af forfatterskabet er bøger for børn og unge, bla. bøgerne om Safty. Hun har også skrevet den meget roste ungdomsbog Min ven Thomas fra 1987. Læs mere herom på Forfatterweb for Børn og Unge.