I Michel Houellebecqs anden roman, "Les particules élémentaires" fra 1999 ("Elementarpartikler", 2001), følger vi halvbrødrene Michel og Bruno. De to har ikke meget til fælles ud over, at de er født i de glade hippiedage af samme mor, at de begge blev forladt af hende, da hun havde travlt med at leve det frie liv, og at de voksede op hos henholdsvis en farmor og en mormor. For at klare det moderlige svigt udvikler de to drenge forskellige strategier.
Bruno bliver en patetisk, seksuelt frustreret og falleret gymnasielærer på evig jagt efter at udforske det seksuelle univers. Hans vej igennem livet dulmes af druk, new age-bevægelser, masturbation og penetration, for til sidst at ende som en provokerende galning på et psykiatrisk hospital.
23733714
Michel bliver biologisk forsker, men han forbliver deterministisk og følelseshæmmet. Da han som 40-årig tager et sabbatår og møder sin ungdomsveninde Annabelle, bliver han paradoksalt nok inspireret til at opfinde en ny og følsom mennesketype, og han bruger de sidste måneder af sit liv på at udvikle de teoretiske forudsætninger for at klone og dermed forbedre den fejlbarlige menneskehed.
Historien om brødrenes livsforløb er samtidig en fortælling om individualitetens forbandelse. 68’ernes krav om total selvrealisering betyder, at alle alene har ansvaret for sig selv og sin egen lykke, hvilket giver udslag i et tab af alle former for fællesskab, både familie-, kærligheds- og arbejdsmæssigt. Det er værdiernes sammenbrud, en familiefortælling i en skilsmisseepoke, og en beretning om reproduktionens degradering til krop og porno. Mod romanens slutning beskrives den moderne epoke som overstået, og romanuniverset transformeres til en science fiction præget utopi, som strækker sig langt ind i det 21. århundrede. Her har kloning af menneskene for længst befriet dem fra kravet om og behovet for individuel frihed og fremskridt. I stedet er kontinuitet og fællesskab kommet i fokus, og dermed ender romanen i en tilstand, der kan minde om lykke. Genteknologien er blevet menneskets befrielse: Vi kan (måske) klone os ud af det hellige individs ukrænkelige grådighed og ondskab. Det er denne idé som Houellebecqs roman fra 2005, ”Muligheden af en ø”, bygger videre på.