I 2005 så "La Possibilité d’une ile" (”Muligheden af en ø", 2006) dagens lys. Romanen foregår på to planer, som skiftes til at være den bærende synsvinkel; dels på et nutidsplan, og dels på et fremtidsplan 2000 år senere, efter atomterrorisme og naturkatastrofer. Romanen fortælles af tre Daniel’er. På nutidsplanet følger vi Daniel, og indimellem fortællingerne om Daniels og menneskehedens forfald møder vi to kloner, de såkaldte ”neohumanoider”, Daniel24 og Daniel25, som funderer over ”de gammeldags mennesker", der levede i begyndelsen af det 21. århundrede.
26471419
Daniel er besat af kvinder, men afskyr børn – ligesom for øvrigt de fleste karakterer i Houellebecqs romaner gør det. Desuden er han besat af had. Daniel er falleret komiker og har været gift et par gange, men begge ægteskaber kuldsejler, da Daniel henholdsvis keder sig og drikker alt for meget.
For at finde frelse fra livets endeligt, involverer han sig i en nyreligiøs sekt, som revolutionerer samfundet og det enkelte menneskes tilværelse via genmanipulation og kloning. Neohumanoiderne er ved hjælp af kloning blevet renset for menneskenes individualitet og er ude af stand til at grine, græde og føle lidenskaber.
Romanen tematiserer det moderne menneskes uudholdelige liv ved at sætte fingeren på vores forkvaklede forhold til alder, kærlighed og død – jagten på den evige ungdom og angsten for at lide. Neohumanoiderne er befriet for disse problemer, men alligevel lurer lidelsen i form af en udefinerbar længsel efter at føle under overfladen, og således ligger fremtidsscenariet i en foruroligende gråzone mellem dystopi og utopi.