Det realistiske gennembrud

Den store Ibsen-biograf Michael Meyer sætter som epigraf til kapitlerne om Ibsens modne år Gustave Flauberts anvisning til kunstneren: "Vær regelmæssig og almindelig - vær borgerlig i dit liv, så du kan være drastisk og original i dine værker." ("Henrik Ibsen", side 408) Det synes at være ganske rammende. Ibsen opretholder en høj arbejdsdisciplin på sin rejse rundt i Europa, og han udvikler sig konstant. Han introducerer realistiske passager i "De unges forbund" fra 1869, han opgiver verseformen til sine læsedramaer i det historiske epos "Kejser og Galilæer" fra 1873, og rejsen væk fra romantikken fuldbyrdes i "Samfundets støtter" fra 1875, det første entydigt realistiske stykke. "De unges forbund" betragtes som en parentes og et overgangsværk.

" Kejser og galilæer" anser han selv for sit hovedværk, men både samtiden og eftertiden har haft en tendens til at overse det, måske fordi det er en uregerlig mastodont med mere end hundrede roller, som det tog mere end syv timer at gennemspille, da Det norske teatret (en scene for nynorsk dramatik - ikke at forveksle med Det norske teater i Bergen eller Kristiania norske teater) satte det op i en stærkt barberet version.

 "Samfundets støtter" betragtes som det mindste i hans realistiske produktion, men de elve stykker, som følger herefter, cementerer hans ry som periodens og en af alle tiders største dramatikere. Han eksponerede det idealistiske blændværks hverdagsbetydning i familierne og ægteskaberne, den moralske perversion og degeneration, som var bagsiden af den borgerlige medalje. Han så og viste, hvad forstenede dogmer, ritualer og kulturer gjorde ved mennesket. Hvis han med romantikken fejrede ideernes verden, så kigger han med realismen efter virkeligheden bag facaden. Det var uendeligt sikkert og veludført, med en usvigelig forståelse for personer og det kompleks, som vi reducerer til forestillinger om samfund og virkelighed. Stilen kom med stoffet og hans erfaring som læser, skriver og teatermand. Han siger ikke bare farvel til det historiske stof og verseformen. Han opgiver alle de små dramaturgiske tricks, som var blevet slidt tynde i det romantiske teater: de evindelige intriger, eksklamationer, monologer og afsides replikker. Frem dukker en næsten klassisk skabelon: en nært forestående og afgørende begivenhed fortætter handlingen og garanterer en underliggende spænding. Baggrundshistorien bliver brudt ned til let fordøjelige stykker, som føjes til dialogen uden at sænke fremdriften og fremmaner en dirrende og betydningsmættet kontrast til handlingsplanets udsigelser. Frem står et, som forfatterskabet skrider frem, mere og mere tilfredsstillende og mangefaceteret billede af individet og de regulativer, som trækker i det.