Fremmed fugl (2002) er den første børneroman, som vitterlig er stille og nænsom. Bogen handler om enebarnet Claudi, som går i 7. klasse og er flyttet til Humlebæk, hvor han ikke kan falde til. Claudis opsøges af nabodrengen Laus spøgelse, der ønsker at give sin storesøster Bella fred i sjælen, fordi hun lider af skyldfølelse over Laus død.
23982692
Det er en meget smuk roman, der intenst beskriver to meget stille personers kamp for at komme ud af hver deres pupper. Den mere stille stil tager forfatteren op igen i romanen En dødssyg ven (2003) – en tvetydig titel, som netop handler om Vitus, der er dødssyg med leukæmi, men som også er dødssyg – i alt fald i set ud fra hovedpersonen Olivers synsvinkel. Det ændrer sig selvsagt i løbet af romanen, der på trods af sin stille facon, faktisk indeholder meget action. Den er spændende og dvæler – ganske som målgruppen - ikke unødigt ved nederlagene. Måske er det i virkeligheden manglen på sentimentalitet, der gør romanen til en af Zimakoffs absolut bedste. I Zimakoffs version af ulykken er det lige som i realiteternes verden for børnene: Det gælder bare om at komme videre, for forældrene giver som bekendt ikke børn lov til at hensynke i melankoli. Og det er ganske få forfattere, der som Zimakoff kan formå at skabe en utrolig smuk og handlingsmættet historie på én gang.