Tavs som graven

Citat
”Der gik et helt år, fra han slog hende første gang, til han igen mistede kontrollen over sig selv, som han kaldte det. Da kunne man endnu tale med ham om den vold, han brugte mod hende. Hun oplevede det aldrig, som om han mistede selvkontrollen. Hendes fornemmelse var tværtimod, at han aldrig havde mere kontrol over sig selv, end når han prøvede at banke livskraften ud af hende.”
“Tavs som graven”, s. 44.

I “Grafarpögn” fra 2001 (“Tavs som graven”, 2005 ) problematiserer Indridason hustruvold i fortid og nutid med frygtindgydende, detaljeret præcision. På en byggeplads uden for Reykjavik bliver der fundet, hvad der viser sig at være en knogle fra et menneskeskelet. Skelettet har ligget i jorden i nærved 60 år, og mens arkæologer møjsommeligt graver det frem, dykker Erlendur Sveinsson ned i fortidens hemmeligheder for at opklare hvem, der ligger begravet, og hvorfor.

“Tavs som graven” er som alle Indridasons kriminalromaner opdelt i to spor, opklaringen af kriminalsagen og Erlendurs privatliv. Romanen fortsætter historien om Erlendurs gravide datter og hendes tragiske narkotikamisbrug, hvor den slap i ”Nordmosen”. Hertil kommer et tredje og uafhængigt spor, som fortæller om de tidligere beboere på den byggeplads, hvor skelettet blev fundet. Det er en historie om grov hustruvold og om det ”sjælemord”, som volden ifølge romanen forårsager. Men det er også en beskrivelse af en livskraft og overlevelsesvilje, der står i skarp kontrast til den selvdestruktion, som Erlendurs datter udsætter sig selv og sit ufødte barn for.

25603044

Hovedtemaerne i ”Tavs som graven” er, som det er typisk for Indridason, arvelighed, slægtskab og fortidens indvirkning på nutiden. Fortidens ugerninger kan opklares, Erlendur kan løse mordgåden, men de kan ikke slettes eller gøres godt igen. Som Ødipus er Indridasons figurer determinerede af deres fædrene arv - også selv om de er uskyldige - og tragedien ender derfor aldrig med en lykkelig forløsning.

“Tavs som graven” beskriver den rivende udvikling, Island gennemgik i anden halvdel af det 20. århundrede fra fattig fiskernation til højteknologisk videns- og velstandssamfund. Til denne udviklingshistorie hører også beskrivelsen af Reykjaviks eksplosive vækst, idet folk flyttede fra små landsbysamfund mod storbyen på jagt efter arbejde. Konsekvenserne af Islands udvikling og Reykjaviks vækst fra fiskerleje til minimetropol tematiseres konkret i romanen. For det er netop fordi, forstæderne breder sig, at liget bliver gravet frem, og det bliver muligt at opklare fortidens forbrydelse.

Fortidens Island beskrives med en vis nostalgi. Især af Erlendur, der stammer fra et lille fiskerleje, og mener, at storbylivet resulterer i fysisk og psykisk nedbrydning. Fortiden fremstår dog aldrig idyllisk hos forfatteren. Den var hård og rå, men rummede måske også netop den særegne islandske levemåde, som udviklingen har fortrængt.