Arnaldur Indridason
Foto: Einar Falur / Rosinante & Co

Arnaldur Indriðason

journalist Marianne Kiertzner, iBureauet/Dagbladet Information. 2005.
Top image group
Arnaldur Indridason
Foto: Einar Falur / Rosinante & Co
Main image
Arnaldur Indriðason
Foto: Morten Langkilde / POLFOTO

Indledning

Arnaldur Indridason er Islands første krimiforfatter, selv om han først debuterede i 1997. Hans kriminalromaner har opnået stor succes og susende salgstal i hjemlandet, hvor hans litterære talent sammenlignes med nationalkoryfæet Halldór Laxness. Indridason kalder sine bøger for “socialrealistiske krimier”, fordi de ikke blot handler om at løse kriminalgåder men også behandler samfundsmæssige problemstillinger som stofmisbrug og hustruvold. Hovedtemaet er fortidens betydning for og indvirkning på nutiden. Hertil hører også fortællingen om Islands rivende udvikling fra fattigt fiskersamfund til rigt videns- og teknologisamfund og om de problemer, som omvæltningerne har medført. Bøgerne om den alvorlige kriminalkommissær Erlendur Sveinsson, der graver i fortiden og afdækker den idylliske øs mere mørke sider, har også vakt opsigt i udlandet. Blandt andet har Indridason som den første to år i træk modtaget Glasnøglen - prisen for bedste nordiske krimi.

 

52669553

Blå bog

Født: 1961, i Reykjavik, Island.

Uddannelse: Cand.mag. i historie fra Reykjavik Universitet.

Debut: Synir duftsins. 1997. Ikke oversat til dansk.

Litteraturpriser: Glasnøglen - Det Skandinaviske Krimiselskabs Pris for årets bedste nordiske krimi, 2002 og 2003.

Seneste udgivelse: Ukendte kyster. Rosinante, 2016. (Furðustrandir, 2010). Oversætter Rolf Stavnem. Krimi.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Genstanden kom lidt efter lidt til syne, og pludselig sad Erlendur og stirrede på, hvad der kun kunne være hånden fra et menneske. Fem knoglefingre og en håndrodsknogle, som strittede op af jorden. Han rejste sig langsomt. De fem strittende fingre var udspilede, som om den, der lå nedenunder, havde strakt hånden op for at gribe efter noget eller beskytte sig eller måske for at bede om nåde. Erlendur stod som ramt af lynet."
Tavs som graven, s. 28.

Arnaldur Indridason blev født i 1961 i Reykjavik som søn af den velestimerede islandske forfatter og samfundsdebattør Indridi G. Thorsteinsson. I 1996 blev han cand.mag. i historie fra Reykjavik Universitet med en afhandling om islandsk film. Specialet brugte han siden som filmkritiker på øens største avis Morgunbladid, hvor han gennem mange år var ansat som journalist, før den skønlitterære karriere tog fart.

Arnaldur Indridason debuterede i 1997 med sin første kriminalroman. Den relativt sene debut skyldes ifølge ham selv, at han ikke ønskede at følge i sin fars litterære fodspor. At være søn af en forfatter ”... betyder jo næsten altid, at man for alt i verden ikke selv vil være forfatter. Derfor tøvede jeg også med at skrive, indtil jeg var i midten af 30’erne.” (Carsten Andersen: ”Islands førende snushane”. Interview i Politiken, 2005-01-13).

Sønnens problematiske forhold til den fædrene arv er også et gennemgående tema i Indridasons forfatterskab - hvor fadermord er et genkommende motiv. At det var krimien, der blev Indridasons genre, er ifølge ham selv fuldkommen tilfældigt. Han fik en ide om, at de levertranpiller, han fik udleveret i skolen som barn, i virkeligheden kunne have været et medicinsk eksperiment med alvorlige bivirkninger, og derfra udviklede den første historie om kriminalkommissær Erlendur Sveinssons arbejde sig.

Der er ingen tradition for at skrive krimier i Island. Indridason begrunder dette med, ”at vi ikke syntes, at der skete noget her i Island, som var spændende nok til at inspirere til kriminallitteratur.” (Marianne Juhl: ”Mord på islandsk”. Interview i Jyllands-Posten, 2005-01-14). Kriminalromanen syntes altså for dramatisk en genre på øen, der har færre indbyggere end Århus og er mere kendt for sin smukke natur end for et farligt kriminelt miljø. Indridason blev derfor landets første krimiforfatter, og noget tyder på, at islændingene må have savnet hjemlige mysterier. Bøgerne om Erlendur er blevet en national succes af dimensioner: Indridasons romaner har samtidig optaget de fem øverste pladser på Islands skønlitterære salgsliste, hans nyeste kriminalroman er som den første krimi nogensinde nomineret til Islands Litteraturpris – og i Reykjavik arrangeres der sågar litterære byvandringer i kriminalbetjent Erlendurs fodspor. I udlandet har læsere og kritikere også fået øjnene op for Indridasons kriminelle talent: Han er oversat til mere end 20 sprog og nyder blandt andet stor succes i Tyskland og Japan. Desuden modtog han i både 2002 og 2003 litteraturprisen Glasnøglen for årets bedste nordiske krimi.

Arnaldur Indridason lever i dag af at skrive og bor i Reykjavik med sin kone og tre børn.

Islands førende snushane

Arnaldur Indridason har foreløbig skrevet i seks kriminalromaner om den islandske kriminalkommissær Erlendur Sveinsson, og serien lader ikke til at stoppe foreløbigt: “Han er en sær person, som jeg stadig mangler at fortælle meget om.” (Carsten Andersen: ”Islands førende snushane”. Interview i Politiken, 2005-01-13). Den “sære person”, som Indridason kalder sin hovedperson, er en livstræt og desillusioneret, men genial politimand, der ofte bruger intuition og indlevelse for at løse gåderne. Erlendurs privatliv, der gennem alle bøgerne løber parallelt med kriminalsagerne, lader til gengæld meget tilbage at ønske. Han har forladt sin kone og to børn 20 år tidligere, og selv om han med tiden har genoptaget kontakten med børnene, præger skammen og skyldfølelsen over fortidens svigt ham stadig. Datteren er narkoman og sønnen alkoholiker, og de færdes således begge i de samfundets skyggesider, som Erlendur selv udforsker i sit arbejde.

Erlendur arbejder sammen med de to kolleger Sigurdur Oli og Elinborg. Sigurdur er en lapset, men godmodig playboy-type, der konstant irriteres over kriminalkommissærens alternative fremgangsmåder, men som alligevel må bøje sig for hans intuitions overlegenhed. Elinborg er en moderlig og jordbunden kvinde, der forsøger at hjælpe Erlendur i hans personlige kriser, men som ikke formår at trænge igennem hans skal af selvvalgt isolation.

Indridasons romaner kan kaldes historiske krimier, for de handler alle om fortidige mysterier, der pludselig dukker op til overfladen i dagens islandske samfund. Det ses allerede i de to første bøger i serien, som endnu ikke er udkommet på dansk. Den første bog, “Synir duftsins” fra 1997, handler om en række selvmord, der viser sig at hænge sammen med et hemmeligholdt og ulovligt medicineksperiment på skolebørn i Reykjavik mange år tidligere. Den anden udgivelse i serien “Dau arósir” fra 1998 er ligeledes en historie med tråde tilbage i tiden, for det er ikke tilfældigt, at det netop er ved gravstenen for Jon Siggurdsson, lederen af den islandske uafhængighedsbevægelse, at en ung pige findes myrdet.

Nordmosen

“Mobiltelefonen ringede i frakkelommen, idet han slukkede cigaretten. Det var lederen af teknisk afdeling, som oplyste, at det var lykkedes dem at læse gravskriften på stenen, og at man havde fundet tekststedet i Det Gamle Testamente. - Den stammer fra nummer 64. Davids salme, sagde afdelingslederen. - Ja, sagde Erlendur. - Skærm mit liv mod den rædsomme fjende.”
“Nordmosen”, s. 44.

Arnaldur Indridason får et internationalt gennembrud med den tredje roman i serien, “Myrin” fra 2000 (“Nordmosen”, 2003). Bogen tildeles Glasnøglen, som er Det Skandinaviske Krimiselskabs Pris for årets bedste nordiske krimi, og det er den første af hans bøger, der oversættes til dansk.

“Er det ikke bare et rigtig typisk islandsk mord? ... Beskidt, formålsløst og begået uden forsøg på at skjule det” , spørger kriminalkommissær Erlendur Sveinssons kollega Sigurdur Oli, da en ældre mand bliver fundet myrdet i sit hjem i Reykjavik-forstaden Myrin, der har lagt navn til romanen. Så enkelt hænger det imidlertid ikke sammen, for i mandens hjem finder Erlendur billedet af en fireårig piges gravsten. Et billede, der bliver nøglen til en historie om voldtægt og mord, slægtskab og arvelighed. Mordet er nemlig langtfra blot begået i affekt, sådan som Erlendurs makker tror. Det hænger tværtimod sammen med en faderskabshistorie, der er mere end 40 år gammel, men som stadig har alvorlige konsekvenser for de implicerede.

24553248

Parallelt med mordgåden løber historien om Erlendurs håbløse privatliv. Han opsøges af sin gravide datter, Eva, der har et alvorligt stofmisbrug. Erlendur er plaget af skyldfølelse over at have forladt hende, da hun var lille, og vil derfor gerne hjælpe hende for at gøre det godt igen. Hos Indridason findes der imidlertid ingen bodshandling, der kan opveje fortidens ugerninger, hverken for Erlendur selv eller i de sager, han opklarer.

“Nordmosen” er strengt komponeret og minimalistisk skrevet. Stilen er præget af en nordisk puritanisme, som kontrasterer handlingens syndfulde fortælling om voldtægt og mord. Indridasons knappe, informerende stil er blevet sammenlignet med de islandske sagaer. Og det er en arv, han gerne vedkender sig: ”Sagaerne er en del af den kulturarv, som ligger i underbevidstheden på alle islændinge ... De handler jo om forholdet mellem mennesker på godt og ondt, og det kan give masser af inspiration.” (Helene Moe “Strisser fra sagalandet”. Interview i Kristeligt Dagblad, 2005-02-05).

Tavs som graven

”Der gik et helt år, fra han slog hende første gang, til han igen mistede kontrollen over sig selv, som han kaldte det. Da kunne man endnu tale med ham om den vold, han brugte mod hende. Hun oplevede det aldrig, som om han mistede selvkontrollen. Hendes fornemmelse var tværtimod, at han aldrig havde mere kontrol over sig selv, end når han prøvede at banke livskraften ud af hende.”
“Tavs som graven”, s. 44.

I “Grafarpögn” fra 2001 (“Tavs som graven”, 2005 ) problematiserer Indridason hustruvold i fortid og nutid med frygtindgydende, detaljeret præcision. På en byggeplads uden for Reykjavik bliver der fundet, hvad der viser sig at være en knogle fra et menneskeskelet. Skelettet har ligget i jorden i nærved 60 år, og mens arkæologer møjsommeligt graver det frem, dykker Erlendur Sveinsson ned i fortidens hemmeligheder for at opklare hvem, der ligger begravet, og hvorfor.

“Tavs som graven” er som alle Indridasons kriminalromaner opdelt i to spor, opklaringen af kriminalsagen og Erlendurs privatliv. Romanen fortsætter historien om Erlendurs gravide datter og hendes tragiske narkotikamisbrug, hvor den slap i ”Nordmosen”. Hertil kommer et tredje og uafhængigt spor, som fortæller om de tidligere beboere på den byggeplads, hvor skelettet blev fundet. Det er en historie om grov hustruvold og om det ”sjælemord”, som volden ifølge romanen forårsager. Men det er også en beskrivelse af en livskraft og overlevelsesvilje, der står i skarp kontrast til den selvdestruktion, som Erlendurs datter udsætter sig selv og sit ufødte barn for.

25603044

Hovedtemaerne i ”Tavs som graven” er, som det er typisk for Indridason, arvelighed, slægtskab og fortidens indvirkning på nutiden. Fortidens ugerninger kan opklares, Erlendur kan løse mordgåden, men de kan ikke slettes eller gøres godt igen. Som Ødipus er Indridasons figurer determinerede af deres fædrene arv - også selv om de er uskyldige - og tragedien ender derfor aldrig med en lykkelig forløsning.

“Tavs som graven” beskriver den rivende udvikling, Island gennemgik i anden halvdel af det 20. århundrede fra fattig fiskernation til højteknologisk videns- og velstandssamfund. Til denne udviklingshistorie hører også beskrivelsen af Reykjaviks eksplosive vækst, idet folk flyttede fra små landsbysamfund mod storbyen på jagt efter arbejde. Konsekvenserne af Islands udvikling og Reykjaviks vækst fra fiskerleje til minimetropol tematiseres konkret i romanen. For det er netop fordi, forstæderne breder sig, at liget bliver gravet frem, og det bliver muligt at opklare fortidens forbrydelse.

Fortidens Island beskrives med en vis nostalgi. Især af Erlendur, der stammer fra et lille fiskerleje, og mener, at storbylivet resulterer i fysisk og psykisk nedbrydning. Fortiden fremstår dog aldrig idyllisk hos forfatteren. Den var hård og rå, men rummede måske også netop den særegne islandske levemåde, som udviklingen har fortrængt.

Socialrealistiske krimier

På flere måder danner Islands fortid baggrund for Indridasons forfatterskab. Stilistisk i den knappe og strenge tone, der er en arv fra sagaerne, og tematisk, da studier af fortidens forsvindingssager er kriminalkommissær Erlendurs store lidenskab. Det essentielle i romanerne er ikke at løse mysterier, at få forbrydere bag lås og slå og lade retfærdigheden ske fyldest. Det vigtige er at afdække sammenhængen mellem fortid og nutid, arv og miljø. Indridason genrebestemmer da også selv sine romaner som socialrealistiske krimier, fordi han altid bevidst vælger et samfundsproblem, som han vil belyse. Indridasons bøger er således ikke klassiske krimier, men snarere samfundsanalyse- og kritik indeholdt i krimiens ramme.

Arnaldur Indridason fortæller, at han aldrig selv har været den store krimilæser, men han har efter sin succes orienteret sig på området og fremhæver krimiforfattere som P. D. James, Elmore Leonard og danske Anders Bodelsen. Det er imidlertid også oplagt at sammenligne hans strenge og dystre stil med populære svenske kriminalforfattere som Åke Edwardsson og Henning Mankell. Der er især et slægtskab mellem Mankells bryske kommissær Wallander og Indridasons Erlendur Sveinsson. Begge er håbløse som privatpersoner, men geniale politimænd, som ikke bare opklarer, hvem der har myrdet hvem, men også afdækker de dybere samfundsmæssige problemer, som ligger til grund for forbrydelserne.

Foreløbigt er kun den tredje og fjerde bog i serien udkommet på dansk, men i 2006 udkommer den sjette og seneste, der er opkaldt efter den islandske sø “Kleifarvatn”. “Kleifarvatn” er den første krimi, der nogensinde er blevet nomineret til Islands Litteraturpris.

Udover kriminalromanerne har Indridason udgivet to skønlitterære romaner: den historiske thriller “Napóleonskjölin” fra 1999 om et fly, der på vej ud af Berlin i 1945 nødlander i en islandsk gletsjer for først at blive fundet 56 år senere af en amerikansk satellit, samt “Bett” fra 2003, en historie om en mand, der under et fængselsophold bruger tiden på at drømme om en femme fatale fra sin fortid.

Bibliografi

Bøger af Arnaldur Indriðason

Arnaldur Indriðason:
Synir duftsins. 1997. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Dau arósir. 1998. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Napóleonsskjölin. 1999. Roman.
Arnaldur Indriðason:
Röddin. 2002. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Nordmosen. 2003. (Myrin. 2000). Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Kleifarvatn. 2004. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Tavs som graven. 2005. (Grafarpögn. 2001). Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Stemmen. 2006. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Manden i søen. 2008. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Vinterbyen. 2009. Kriminalroman.
Arnaldur Indriðason:
Nedkøling. Rosinante, 2011. Krimi.
Arnaldur Indriðason:
Mørke strømme. Rosinante, 2013. (Myrká, 2013). Oversat af Rolf Stavnem. Krimi.
Arnaldur Indriðason: Faldet. Rosinante, 2015. (Svörtuloft, 2009). Oversætter Rolf Stavnem. Krimi.
Arnaldur Indriðason: Ukendte kyster. Rosinante, 2016. (Furðustrandir, 2010). Oversætter Rolf Stavnem. Krimi.

Om Arnaldur Indriðason

Andersen, Carsten:
Islands førende snushane. Interview i Politiken, 2005-01-13.
Aagaard, Jørgen:
Lykkelige mennesker er uinteressante. Interview i Fyens Stiftstidende, 2005-01-13.
Juhl, Marianne:
Mord på islandsk. Interview i Jyllands-Posten, 2005-01-14.
Moe, Helene:
Strisser fra sagalandet. Interview i Kristeligt Dagblad, 2005-02-05.

Om forfatteren

Links

Artikler om Indridason og anmeldelser af hans bøger. Søg på 'Arnaldur Indridason'
Artikler om Indridason og anmeldelser af hans bøger
En islandsk side i stil med den danske Danishliterature.dk
Interview fra The Guardian
Anmeldelser fra siden Eurocrime
Blog der samler blogs og anmeldelser om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Arnaldur Indriðason