Arnaldur Indriðason

Arnaldur Indridason blev født i 1961 i Reykjavik som søn af den velestimerede islandske forfatter og samfundsdebattør Indridi G. Thorsteinsson. I 1996 blev han cand.mag. i historie fra Reykjavik Universitet med en afhandling om islandsk film. Specialet brugte han siden som filmkritiker på øens største avis Morgunbladid, hvor han gennem mange år var ansat som journalist, før den skønlitterære karriere tog fart.

Arnaldur Indridason debuterede i 1997 med sin første kriminalroman. Den relativt sene debut skyldes ifølge ham selv, at han ikke ønskede at følge i sin fars litterære fodspor. At være søn af en forfatter ”... betyder jo næsten altid, at man for alt i verden ikke selv vil være forfatter. Derfor tøvede jeg også med at skrive, indtil jeg var i midten af 30’erne.” (Carsten Andersen: ”Islands førende snushane”. Interview i Politiken, 2005-01-13).

Sønnens problematiske forhold til den fædrene arv er også et gennemgående tema i Indridasons forfatterskab - hvor fadermord er et genkommende motiv. At det var krimien, der blev Indridasons genre, er ifølge ham selv fuldkommen tilfældigt. Han fik en ide om, at de levertranpiller, han fik udleveret i skolen som barn, i virkeligheden kunne have været et medicinsk eksperiment med alvorlige bivirkninger, og derfra udviklede den første historie om kriminalkommissær Erlendur Sveinssons arbejde sig.

Der er ingen tradition for at skrive krimier i Island. Indridason begrunder dette med, ”at vi ikke syntes, at der skete noget her i Island, som var spændende nok til at inspirere til kriminallitteratur.” (Marianne Juhl: ”Mord på islandsk”. Interview i Jyllands-Posten, 2005-01-14). Kriminalromanen syntes altså for dramatisk en genre på øen, der har færre indbyggere end Århus og er mere kendt for sin smukke natur end for et farligt kriminelt miljø. Indridason blev derfor landets første krimiforfatter, og noget tyder på, at islændingene må have savnet hjemlige mysterier. Bøgerne om Erlendur er blevet en national succes af dimensioner: Indridasons romaner har samtidig optaget de fem øverste pladser på Islands skønlitterære salgsliste, hans nyeste kriminalroman er som den første krimi nogensinde nomineret til Islands Litteraturpris – og i Reykjavik arrangeres der sågar litterære byvandringer i kriminalbetjent Erlendurs fodspor. I udlandet har læsere og kritikere også fået øjnene op for Indridasons kriminelle talent: Han er oversat til mere end 20 sprog og nyder blandt andet stor succes i Tyskland og Japan. Desuden modtog han i både 2002 og 2003 litteraturprisen Glasnøglen for årets bedste nordiske krimi.

Arnaldur Indridason lever i dag af at skrive og bor i Reykjavik med sin kone og tre børn.

Arnaldur Indridason har foreløbig skrevet i seks kriminalromaner om den islandske kriminalkommissær Erlendur Sveinsson, og serien lader ikke til at stoppe foreløbigt: “Han er en sær person, som jeg stadig mangler at fortælle meget om.” (Carsten Andersen: ”Islands førende snushane”. Interview i Politiken, 2005-01-13). Den “sære person”, som Indridason kalder sin hovedperson, er en livstræt og desillusioneret, men genial politimand, der ofte bruger intuition og indlevelse for at løse gåderne. Erlendurs privatliv, der gennem alle bøgerne løber parallelt med kriminalsagerne, lader til gengæld meget tilbage at ønske. Han har forladt sin kone og to børn 20 år tidligere, og selv om han med tiden har genoptaget kontakten med børnene, præger skammen og skyldfølelsen over fortidens svigt ham stadig. Datteren er narkoman og sønnen alkoholiker, og de færdes således begge i de samfundets skyggesider, som Erlendur selv udforsker i sit arbejde.

Erlendur arbejder sammen med de to kolleger Sigurdur Oli og Elinborg. Sigurdur er en lapset, men godmodig playboy-type, der konstant irriteres over kriminalkommissærens alternative fremgangsmåder, men som alligevel må bøje sig for hans intuitions overlegenhed. Elinborg er en moderlig og jordbunden kvinde, der forsøger at hjælpe Erlendur i hans personlige kriser, men som ikke formår at trænge igennem hans skal af selvvalgt isolation.

Indridasons romaner kan kaldes historiske krimier, for de handler alle om fortidige mysterier, der pludselig dukker op til overfladen i dagens islandske samfund. Det ses allerede i de to første bøger i serien, som endnu ikke er udkommet på dansk. Den første bog, “Synir duftsins” fra 1997, handler om en række selvmord, der viser sig at hænge sammen med et hemmeligholdt og ulovligt medicineksperiment på skolebørn i Reykjavik mange år tidligere. Den anden udgivelse i serien “Dau arósir” fra 1998 er ligeledes en historie med tråde tilbage i tiden, for det er ikke tilfældigt, at det netop er ved gravstenen for Jon Siggurdsson, lederen af den islandske uafhængighedsbevægelse, at en ung pige findes myrdet.