I 2013 udgav Erling Jepsen ”Den sønderjyske farm”, der i persongalleri, tematik og lokalitet lægger sig i direkte forlængelse af hans tidligere udgivelser. Derudover spiller romanen med både titel og indhold op til Karen Blixens ”Den afrikanske farm” fra 1937. Den 12-årige hovedperson Allan Jensen, der tidligere har optrådt i ”Kunsten at græde i kor” og ”Med venlig deltagelse”, har en kaninfarm. Han bor med sin mor og far i den lille sønderjyske by Gram – for foden af Gramby Bakke – og får kun sjældent besøg af sin søster Sanne, der bor hos en plejefamilie i Haderslev pga. seksuelle overgreb fra faderen.
Historien er fortalt af den voksne Allan, der fra sin lejlighed i København ser tilbage på et år, hvor interne magtkampe om bestemmelsesretten på Banelinjen, hvor man kan bygge huler, og udfordringen med at fastholde venskaber med de jævnaldrende, fylder meget. Allan skal leve med eftervirkningerne af faderens dårlige ry, da ingen vil have noget med faderen at gøre pga. ’det med Sanne’. Vennerne Frode og Mette er dog rimelig trofaste og bliver ansat som fodermester 1 og 2 på farmen.
29934118
Allans daglige arbejde med kaninfarmen beskrives nøje: Er der foder nok, hvordan laver man hø, og hvordan kurerer man trommesyge? Den livstruende trommesyge bliver i øvrigt anledning til en længe ventet tilbagevenden til det sociale fællesskab i byen, da naboerne fra Skyttevej og Åvej møder op for at helbrede de syge kaniner.
Romanen viser i lille og stor skala vanskelighederne ved kulturmøder. Ikke kun mellem hvide og sorte mennesker (Der er flyttet en meget eksotisk sort mand til Gram), men lige så meget mellem øst- og vestsønderjyder, der tilsyneladende hverken deler sprog, kultur eller religion. Helt ned på gadeniveau er der store forskelle og stridigheder mellem det gamle Gram og de nye oppe fra byen.
Iklædt stemningen fra en naiv drengeopvækstroman fortæller Jepsen en tragisk familiehistorie om svigt og fortielser. Han skildrer også en periode i danmarkshistorien, hvor de små landsbyer ekspanderede med nye villaområder, og hvor verden pludselig blev meget større med påvirkning fra det store udland. Endelig spejler han Karen Blixens Afrika-eventyr i en lokal kontekst med sine skildringer af dagliglivet på kaninfarmen og de antropologiske studier af både lokalbefolkningen og de fremmede, som Blixen gjorde det med sin kaffefarm i Kenya og de mennesker, hun arbejdede sammen med der.