Ingen grund til overdramatisering

Erling Jepsen debuterede som romanforfatter i 1999 med ”Ingen grund til overdramatisering”, der er en skildring af en rigtig dansk antihelt ved navn Erling Jepsen.

26629969

Hovedpersonen er som forfatteren selv vokset op i en noget forkvaklet familie i det sønderjyske marskland, et lille samfund, hvor alle ved alt om alle, men ingen taler sammen for alvor. Erling er nu flyttet til København og prøver at bryde igennem til sig selv og drømmen om at skrive. Det er en vanskelig opgave, og penge har han ingen af. Indtil den dag en check fejlagtigt lander hos ham, afsendt fra DR til dramatikeren Erling Jepsen, hovedpersonens navnebror. Erling Jepsen og Erling Jepsen mødes, og forviklinger og drama opstår.

I baggrunden lurer den sønderjyske familie og opvæksten i en psykisk uligevægtig familie, og indimellem flygter han hjem til mors kødgryder og de lokale dramaer. Titlen refererer netop til et lokalt drama: Da Erlings onkel Jørgen slår sin kone ihjel, siger den lokale læge således, at der ikke er nogen grund til overdramatisering. Ligeledes er titlen en ironisk kommentar til Erling Jepsens eget virke som en dramatiker og forfatter, der konstant (over)dramatiserer sin familiehistorie.

Et hovedtema i værket er, hvordan de forkvaklede familieforhold giver benspænd ind i voksenlivet, og hvor svært det kan være at finde sine egne ben at stå på. Forfatterspiren har således mange ambitioner, men utrolig svært ved at leve dem ud i livet.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ingen grund til overdramatisering"