Biroller

Citat
“- Føj for fanden, Helene, det er jo sygt!
Hun nikkede, hans mund stod halvt åben af ophidselse.
- Det er det, jeg siger, du skal holde dig fra mig!
- Du er jo for fanden sadist! Sagde han og skubbede hende op mod træet, der stod midt i gården.
Han blev mere og mere forarget, men samtidig tændt af det, hun fortalte, og forsøgte igen at komme til at kysse hende.”
”Biroller”, s. 141.

Biroller” fra 2009 er den første roman af Erling Jepsen, der ikke har Sønderjylland som omdrejningspunkt. I stedet er romanen centreret omkring den unge pige Helene, som læser teatervidenskab på Københavns Universitet og drømmer om at blive skuespiller. Men det er ikke så ligetil at føre drømmen ud i livet, for selv om hun flere gange har søgt om optagelse på skuespillerskolen, så er hun ikke kommet ind, og heller ikke hendes desperate henvendelser til diverse teaterdirektører har båret frugt. En omvending sker dog, da Helene får en hund, for en dag under en gåtur stikker den af og forvilder sig ind på Husets Teater, hvor den bliver tilbudt en rolle.

”Biroller” er en rammefortælling, som starter, hvor den slutter – nemlig med et interview. Uden at afsløre for meget kan man roligt sige, at interviewet ikke er, hvad man forventer. I det hele taget er der ikke meget, der er, som man regner med i romanen, og på kriminalistisk vis er det som om, der hele tiden er lag, man som læser må skrælle af for at finde ud af, hvad der foregår.

27963633

For eksempel tager det noget tid, før man finder ud af, at grunden til Helenes gentagne besvimelser er en spiseforstyrrelse. Og ikke mindst tager det lang tid at afdække, hvad der foregår på det temmelig surrealistiske Husets Teater.

Forvirringen understøttes på fin vis af romanens alvidende fortæller, der beskriver verden ud fra Helenes optik, men som samtidig udstiller hende. I første del af romanen udstilles hun som en ung og usikker kvinde, der hele tiden kommer grueligt galt af sted på sådan en “Nynnes dagbog”-agtig måde, men efterhånden som romanen udvikler sig, bliver man som læser mere og mere i tvivl om hendes psykiske ve og vel.

Sideløbende med fortællingen om livet på teatret får man serveret brudstykker af Helenes forhold til hendes familie, og også af hendes relation til mænd og til den kvindelige sambo. Forhold der alle er præget af manipulationer og løgne. På den måde bliver det muligt at stykke et nogenlunde helstøbt billede sammen af denne kvinde, der er så desperat efter at blive kendt, at hun er villig til at tage alle midler i brug. Romanen tematiserer trangen til berømmelse og viser, hvordan den i nogle tilfælde kan være tæt forbundet med dårligt selvværd og en grundlæggende følelse af ikke at være værd at elske.