Erling Jepsen er en særdeles produktiv forfatter til såvel skuespil som romaner. Genremæssigt befinder de sig alle i et spændingsfelt mellem socialrealisme og autofiktion. Jepsen har aldrig lagt skjul på, at hans egen baggrund danner bagtæppe i forfatterskabet, og i mange af værkerne hedder fortællerstemmen da også Erling og kommer fra Sønderjylland.
Et tema, der går på tværs af romanerne, er fortielser. I Jepsens Sønderjylland foregår der en masse ting under overfladen, som folk udmærket ved, men som ingen siger: Der er mænd der slår deres koner (ihjel), fædre der misbruger deres døtre, andre der er afhængige af alkohol og medicin. Samtidig ulmer konstant en uforløst erotik i krogene, der giver farlige udslag, men som også holdes forsvarligt inde bag den pæne facade. Tilsvarende er i øvrigt løgnene og fortielserne i højsædet i storbyens teatermiljø i romanen ”Biroller”, hvor drømmen om berømmelse gør sandheden til en banalitet.
Den typiske sønderjyde er en, der tænker sit, men som ikke siger noget højt. Samtidig er det kendetegnende, at man bliver ved jorden: ”Skove, vandløb og blomsterenge kunne om foråret få hjertet til at slå hurtigere og give én lyst til at slå armene ud og hoppe af glæde, men det gjorde man ikke, for det var, som om noget stak en klo i én og holdt én fast,” som der står på side 9 i ”Den sønderjyske farm”. Det er heller ikke så nemt at flytte en sønderjyde rent geografisk. Erna fra ”Erna i krig” har aldrig forladt Bramstrup, førend hun drager i krig med sin søn. Og hun og de øvrige sønderjyder er da heller ikke specielt interesserede i nye kulturelle og kulinariske oplevelser. Nej, Erna foretrækker sin sønderjyske kål fremfor det franske køkken, og korssting og kniplinger er nu den bedste form for pynt, hvis man spørger Erna. Tilsvarende umuligt er det i øvrigt at være tilflytter, som ikke mindst tematiseres i romanen ”Frygtelig lykkelig”.
Et helt centralt tema i forfatterskabet er psykisk sygdom. Ikke mindst igennem skildringerne af en psykisk uligevægtig far – og farens familie i øvrigt. Angsten for at have arvet de psykiske tilbøjeligheder er også et genkommende tema – ikke mindst i erindringsserien med undertitlen ”Familiehemmeligheder”. Et nært beslægtet tema er familien, og hvordan de svigt, man vokser op med, følger en hele livet. Som Allan, der slås med farens fysiske misbrug af lillesøsteren og psykiske misbrug af sig selv, og med morens manglende evne til at sige fra. Som Roberts forkvaklede forhold til sin mor spøger i hans sind i ”Frygtelig lykkelig”. Og som Helene i ”Biroller”, der vil gøre hvad som helst for at få opmærksomhed, fordi hendes mor altid har været mest optaget af sig selv.
Erling Jepsens bøger kunne være ubærlig læsning, hvis ikke det var, fordi han skrev med en bevidst distance og en passende mængde humor. Han forstår at bruge sine virkemidler sådan, at gruen netop kommer til sin ret som kronen på et helt absurd og sygt samfund.