“L’Incal” fra 1981-1989 (”Inkalen”, 2008 – samlet udgave) er Moebius og Jodorowskys monumentale science fiction epos med antihelten John Difool i centrum. ”Inkalen” fik efterfølgende en forhistorie ”Avant L’Incal” (1988-1995) (”Før Inkalen”, 2008), og en fortsættelse i ”Final Incal: Les Quatre John Difool” (2008) (”Den sidste Inkal 1: Fire gange John Difool”, 2009), begge med andre tegnere.
John Difool vokser op i den ekstremt klasseopdelte verden på ”Jord 2014”. Majoriteten af befolkningen holdes bedøvet med TV-shows, afhængighedsfremkaldende læskedrikke (cocalfol), alkohol og stoffer, prostituerede (substitutludere) og en hær af bevæbnede undertrykkere. I den eksklusive overklasse finder vi aristoerne, som for at markere deres status alle har en glorie, og de få oprørere er anarkopsykopaterne. Som leder af dette samfund finder vi præsidenten, som konstant lader sig klone i en ny krop. Inkalen består af en lys og en mørk del, der vogtes af den lyse Animah og den mørke Tanatah. John Difool indeholder nøglen til at redde universet gennem Inkalen og bliver eftersøgt af alle magtfraktionerne. Undervejs får han hjælp af bl.a. betonpapegøjen Deepo og superkrigeren Metabaronen.
Inkalsagaen fusionerer på fineste vis Jodorowskys typiske temaer. Hans samfundskritik kommer til udtryk i den dystopiske og sarkastiske måde, han skildrer Jord 2014 på. Politi- og statsmagten får drøje hug, men også mediernes bedøvende effekt og tilbedelsen af teknologi kritiseres. Derfor virker serien heller ikke forældet i dag, selvom den har 30 år på bagen. Samtidig bruger Jodorowsky Inkalsagaen til at skildre sit forhold til okkultisme, kærlighed og magi. Den lyse og mørke inkal og dens to vogtere, er ying/yang symboler, der repræsenterer det lyse og det mørke i mennesket. Mange af karaktererne er baseret på et tarotkort, således Difool (=The fool), som er baseret på kortet Narren. Kærligheden er den mægtigste kraft i Jodorowskys univers.
Moebius’ fantastiske tegninger og tableauer har haft en enorm efterfølgende visuel indflydelse. Et godt eksempel er Luc Bessons ”The Fifth Element” fra 1997, som låner meget fra Inkalsagaen.