Alexandro Jodorowsky

Alexandro Jodorowsky kan skrive mange ting på sit visitkort: skuespiller, filmmager, tegneserieforfatter, tarotkort-ekspert, teatermanuskriptforfatter og grundlægger af både en kunstnerisk bevægelse og en psykoterapeutisk retning. Han er født i 1929 i Iqique - en lille landsby i det nordlige Chile. Hans forældre var russisk-jødiske indvandrere, der ernærede sig som henholdsvis cirkusartist og operasanger. I interviewet “Perfektionisme er en neurose” i tegneserietidsskriftet STRIP beskriver han sin familie således: “Det var en forfærdelig familie, jeg led meget, så jeg slog hånden af dem… Det har gjort mig i godt humør. Min fars død. Den gamle satan, han ønskede, at jeg skulle dø før ham.”

Efter at have arbejdet som skuespiller i Chile drog den unge Jodorowsky ud i verden som dukkefører og kom til Paris i 1955. Her begyndte han at skrive pantomimestykker til den berømte mimiker Marcel Marceau. Jodorowsky færdedes i det parisiske miljø omkring surrealisterne, men tog afstand fra dem i 1962 ved at være med til at grundlægge Den paniske bevægelse. Ideen bag bevægelsen var at udfordre tabuer, og det gjorde de blandt andet ved at konfrontere teaterpublikummet med vanhelligelse af religiøse ikoner og sadomasochistiske handlinger - beskæftigelser, som Jodorowsky ivrigt har videreført i sine tegneserier.

I 1965 tog Jodorowsky til Mexico og arbejdede med avantgarde-teater. Her fik han også sin debut inden for tegneseriemediet med serien “Fabulas panicas” omkring 1971.

Næste punkt på den kreative dagsorden var at blive filminstruktør, og efter at Jodorowsky havde fået kunstnerisk succes med sin film “El Topo” i 1971, kastede han sig i 1975 over filmatiseringen af Frank Herberts roman, science fiction-klassikeren “Dune”. Han blev aldrig færdig med filmen, men til gengæld fandt han sig i denne forbindelse en vigtig samarbejdspartner i Jean Giraud (Moebius) - et af de helt store navne i den fransk-belgiske tegneserie. De to debuterede sammen i Europa med tegneserien “Les Yeux du Chat” i 1978. Et par år efter udgav de serien om Inkalen, en serie, som for alvor kom til at slå Jodorowskys navn fast på den europæiske tegneseriescene.

Fortællingen om “Le lama blanc” fra 1988-1993 (“Den hvide lama”, 1988-1994), der spænder over seks bind, foregår i Tibet og begynder i en opbrudstid. Lamaen (en buddhistisk, åndelig autoritet) får et forvarsel om fremtiden: Han ser Kinas invasion af Tibet. Lamaen vælger at forlade verden efter, at han har udpeget sin efterfølger, den magtbegærlige lama Migmar, som gør alt, hvad han kan for at befæste sin nyvundne magt. Kort tid efter foretager britiske grænsetropper fra Punjab et togt ind i Tibet for at udbrede civilisationen og kristendommens kærlighedsbudskab. Det sker ved et rask, militært slag mod tibetanerne, hvor blodet flyder. Derefter overtager englænderne magten efter ’hersk og fordel’ princippet. Høvdingen Gyalpo er ikke sen til at fedte for englænderne og får derfor lov til at beholde sin del af magten imod, at han underkaster sig englænderne og lader sig selv, sin søn og sønnesøn døbe navnet Jesus.

Hvad lamaen Migmar og høvdingen Gyalpo ikke ved er, at den afdøde øverste lama lader sig reinkarnere - genføde - i en hvid drengs krop: nemlig som sønnen af et engelsk par der kommer til Tibet i følgeskab med en racistisk antropolog. Drengen, Gabriel Marpa, bliver forældreløs men adopteres af et tibetansk par, og historien følger den buddhistiske lamas opvækst og hans spirituelle udvikling. Udover at Gabriel Marpa er en inkarnation af den buddhistiske lama, kommer han til at rumme og afspejle mødet mellem den europæiske, rationelle og kristne kultur og den tibetanske buddhistiske og magiske kultur.

Jodorowskys syn på nationalitet skinner igennem i “Den hvide lama”-serien på den måde, at han har ladet flere virkeligheder udspille sig i et univers, hvor reinkarnation, buddhistiske guder og den afskyelige snemand er lige så virkelige som den britiske kolonialisme. Det giver serien et islæt af den magiske realisme, som primært er kendt fra sydamerikansk skønlitteratur.

“Den hvide lama” tager på trods af de magiske indslag afsæt i historisk realistiske rammer. Overordnet handler serien om mødet mellem de kristne englændere og de buddhistiske tibetanere, og temaet for serien er, hvordan religionerne og kulturerne griber ind i hinanden på godt og ondt.

Georges Bess, som har lagt billeder til serien, benytter en naturalistisk og detaljeret streg. Til gengæld bryder farvelægningen med stregen, og farverne kradser i øjnene og tilføjer billederne et eventyragtigt præg.