Væltede kældre

I 2005 udgav Hans Otto Jørgensen den lille roman med den poetiske og pirrende titel “Væltede kældre”. Handlingen er simpel, og romanen består af en række gengivelser af tanker og begivenheder. Hovedkaraktererne er parret Ivy og John. Eller nærmere: John the John og damen. Som en bekræftelse af, at han er manden og hun kvinden. Han er dén John, cirka 60 år gammel. Og de er et par, som lever sammen, eller det vil sige: på en gang sammen og hver for sig. 
Hvad, der både knytter parret sammen og adskiller dem, er en motorcykelulykke, der var nær ved at koste John livet. Ulykken er skyld i, at han har metal i knæet og et stort ar i tindingen. Den er skyld i, at parret er blevet fjerne fra hinanden, at der er opstået et rum imellem dem som en bekræftelse af den ultimative adskillelse: døden. Og måske er den også skyld i hans apati. I hvert fald ligger han meget på sofaen i den tredje sals lejlighed i Valby, de deler. Og det er Ivy godt træt af. Ellers, når han ikke ligger der, er han “på en eller anden halsbrækkende måde altid i færd med at overleve, han befinder sig altid i den samme gentagelse, spærret inde” (s. 14). Det eneste tidspunkt, han ikke er spærret inde, er, når han sidder bag rattet. Så lever han. Og mest af alt lever han, når han ligger ude i overhalingsbanen. Derfor må parret også tage på roadtrip og køre rundt i det danske landskab, der ligesom favner og forpupper dem. 
Romanen springer meget i tid. Hvornår vi befinder os før ulykken og hvornår efter er indimellem svært at afgøre. De væltede kældre, som titlen refererer til, er både en passende beskrivelse af læseroplevelsen, da man som læser ikke er i stand til at trække en rød tråd igennem historien. Historien ligesom kæntrer. Og de væltede kældre er ligeledes underbevidsthedens kæntring. Ulykken dukker op i parrets drømme, og den intervenerer konstant i deres virkelighed. Og så ender den da også med at gentage sig lige for deres åsyn.
Samtidig refererer den til, at det er selve fundamentet for forholdet, der er kæntret. Det er den grundlæggende tro på en fælles fremtid. Den grundlæggende fornemmelse for hinanden. Det er ikke som sådan kærligheden, der er forlist, men det er fællesskabsfølelsen og tilliden, der er kæntret.