Pia Juul vendte i 2010 tilbage til lyrikken, da hun udgav bogen ”Radioteateret” med undertitlen ”Vi sender: KOBLENZ en digtsamling af Pia Juul”. Der er imidlertid langt fra tale om en digtsamling i gængs forstand, men snarere en slags radiohørespil for mange stemmer og med lydeffekter angivet som regibemærkninger. På forsiden af digtsamlingen ses en radio af ældre dato, og flere anmeldere har da også hæftet sig ved, at bogen er kendetegnet ved stemmer, der kommer og går – som når man skruer på et gammelt radioapparat. Også radioteateret indeholder netop muligheden for, at de mange stemmer, tider og steder kan optræde samtidigt. Som det beskrives i bogen: ”Radioteateret er en tidsmaskine. Vi kan være alt og indeholde alle, hvor som helst og når som helst (...) Vi har Eliza Cs barndomsstemme og voksenstemme og alle venindernes stemmer og digterens, her taler selv byer fra Tyskland.
28220464
Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem”. (”Radioteateret”, s. 9). I bogen oprulles således figuren Eliza Cs liv af hende selv og hendes bekendtskabskreds i radioteateret som ramme. Mindet står som et af bogens hovedtemaer, mens nogle af de centrale motiver i samlingen er erindring, længsel, befrielse og overlevelse.
Grundtonen kendt fra Juuls tidligere bøger findes også i denne digtsamling og dens sprog: ”Ironien i denne tone udstråler fra udsigelsens svært lokalisérbare centrum – der leges hele tiden med, at det talende jeg på én gang er her og er her ikke (”forfatteren – hende har vi sendt hjem”), hvilket selvfølgelig er et grundvilkår for skriften, men måske også for sproget og eksistensen”. (Lilian Munk Rösing: ”Umiskendelig og ufraværende Pia Juul.” Information, 2010-04-22).
Pia Juul modtog i 2010 Montanas litteraturpris for digtsamlingen ”Radioteateret”.