sagde jeg, siger jeg

Pia Juul debuterede i 1985 som lyriker, og de følgende 10 år udgav hun flere digtsamlinger og en enkelt roman. Digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999. Pia Juuls lyrik er i høj grad forankret i sprogets rytme og melodi, men hendes digte er som oftest også kendetegnet ved en fortællende form. I mange af Juuls digte udspiller der sig en form for narrativt forløb. Et andet kendetegn er det selvironiserende og selvanalyserende. I digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” finder man for eksempel flere digte, der omhandler en vis onkel Hector og noget, han engang har sagt. I digtene sættes denne episode sammen med ord som “men det har jeg nok fortalt dig før” og “her siger jeg det selv igen”. På denne måde peges der på digtet selv og på digtsamlingen, hvor den samme situation netop gentages og videreudvikles. Samlingens titel henviser også til dette selvrefererende element.

22426796

Digtene om onkel Hector er også gode eksempler på et karakteristisk træk i Pia Juuls forfatterskab. I hendes tekster har man som læser tit svært ved at danne sig et helt og klart billede af det, der beskrives. Især når der er tale om datidsform, er der ofte en del, som forbliver skjult. De små fortællinger indeholder henvisninger til noget, der skildres, som om læseren kender til dem. Midt i de ofte meget konkrete skildringer af situationer og episoder gemmer der sig en rest, som man som læser selv må fantasere sig frem til. Det tilsyneladende håndgribelige får en skæv drejning, og noget forbliver ufortalt. I digtene om onkel Hector bliver det således aldrig helt klart, hvad det var, onkel Hector sagde, og hvilken bevægelse, der er tale om, når det hedder: “Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / sådan”.