I 2005 udsendte Pia Juul novellesamlingen “Dengang med hunden”. Som det også var tilfældet i forfatterens forrige novellesamling, finder man også her en form for underliggørelse i novellerne, hvor der ofte sker sære ting, og hvor meget forbliver uforklaret. Pia Juul understreger imidlertid selv, at hun har forsøgt at bruge så lidt fantasi som muligt. Under henvisning til novellen “Elverdams å”, hvor en kvinde findes liggende lammet i en å uden erindring om sit liv, siger Pia Juul: “Hvad angår kvinden i åen, så er det netop det, jeg mener med ikke at bruge fantasi. At hun ligger dér og er lammet kunne for eksempel slå om i en kriminalhistorie, men historien er ikke et forsøg på at gøre scenen realistisk eller sandsynlig. Det er nok, at hun ligger dér. Det er svært at styre digressioner, og jeg vil godt holde historien på sporet”. (Karen Syberg: “Jeg har prøvet ikke at bruge fantasi”. Information, 2005-03-19).
25732553
Novellesamlingens titel henviser netop til denne novelle, hvor det viser sig, at hovedpersonen tilsyneladende umotiveret har sparket til en lille hund. En af tematikkerne i bogen er da også de overraskende og uventede handlinger, som mennesker pludselig foretager sig. Ifølge forfatteren hænger det sammen med menneskets kompleksitet: “Jeg kender det i høj grad fra mig selv, at jeg har en plan om at være venlig, og så hører jeg mig selv pludselig sige noget uvenligt og sårende. Man er ikke altid ond, fordi man har besluttet sig for at være ond”. (Karen Syberg: “Jeg har prøvet ikke at bruge fantasi”. Information, 2005-03-19).
Samlingens titel henviser også til det element hos Pia Juul, at der er indlagt noget ufortalt – for vi får aldrig rigtig at vide, hvad der skete “dengang med hunden”. Datidsformen i titlen peger også på den gennemgående tematisering af fortiden og erindringens væsen, som på forskellig vis spiller en vigtig rolle i mange af novellerne. Som altid hos Juul er der fokus på sproget, talemåder og kommunikationen mellem mennesker. Det ser man blandt andet i den novelle, der beskriver et ældre ægtepar, hvis nabo er blevet myrdet med en økse. Novellens absurditet ligger i, at kvinden i historien midt i den uhyggelige situation mest er optaget af hendes mands vane med at bruge udtryk som “flinker fyr” og “grimmer én”, hvilket kvinden er voldsomt irriteret over. Det viser sig først efterhånden, at hendes fokusering på ægtemandens sprogbrug dækker over andre og mere alvorlige følelser. Novellen er et godt eksempel på Pia Juuls evne til at kombinere det alvorlige og det komiske.