I starten af Pia Juuls forfatterskab undersøges identitetsspørgsmål gennem stumper af situationer og fortællinger, og der eksperimenteres med stemmer og stillejer. Siden udgav Juul digte med fokus på sprogbevidsthed og kortprosa, der blandt andet skildrer forholdet mellem nærhed og distance og undersøger erindringens væsen. Pia Juuls kortprosa er generelt kendetegnet ved en stiliseret hverdagsprosa, der dog har sit helt personlige univers. Novellerne er underholdende og morsomme men også fulde af tragiske elementer.
I hendes litteratur mødes det alvorlige og det morsomme, det melankolske og det komiske. Det humoristiske fungerer hos Pia Juul ofte som en måde at nærme sig det foruroligende. I bogen “Hvordan jeg blev forfatter” har hun selv beskrevet det med sætningen “Genvordigheder nedskrevet med let hånd”: “De ord passer på stort set alt hvad jeg har skrevet, som er blevet trykt. For man skal ikke tage fejl. Genvordigheden og den lette hånd er i mine øjne ikke udtryk for overfladiskhed, men for en måde at tage kampen op på”. (Pia Juul: “At kigge den anden vej” i “Hvordan jeg blev forfatter”, 1997).