Allerede i det tidlige forfatterskab udviklede Johannes V. Jensen en kortprosagenre, der uden egentligt handlingsforløb beskrev et scenarie, ofte hentet fra samtiden og formuleret som et journalistisk snapshot.
Genren betegnede han som myter , og de begyndte at udkomme i bogform fra 1907, og siden fulgte der yderligere otte bind i forfatterens egen levetid. Myterne spænder fra lyriske skitser over små fortællinger til kronikagtige essays, der passede godt til dagbladene.
Udgangspunktet er ofte en oplevelse, der vider sig ud og får livssymbolsk betydningsfylde. I mytens form løftes det tidsbundne op i et perspektiv uden for tid og rum. I Jensens egen definition af genren fra Myten som Kunstform (1916) fremhæver han, at myten i sammentrængt form bringer et stykke af naturen i universel belysning.
En af Jensens tidlige myter, Forsvundne Skove fra 1899, handler om en slaves længsel efter frihed. Længslens mål er nogle skove, der, da han gives fri, viser sig ikke længere at findes. Længslen har mistet sin kilde, men er stadig intakt som drivkraft i slaven og holder ham til arbejdet.
Længsel er i videre forstand rettet mod en svunden tilstand hinsides civilisationen, og Jensen fortæller senere, at det var motivet fra Forsvundne Skove, der senere udvidede sig til det store civilisationsepos, Den lange Rejse.