Denne romanserie behandler ud fra et evolutionært synspunkt menneskehedens udvikling fra de oprindelige samlerkulturer til Columbus.
Den lange Rejse udkommer i perioden 1908-22 og indeholder værkerne: Det tabte Land (1919), Bræen (1908), Norne-Gæst (1919), Cimbrernes Tog (1922), Skibet (1912) og Christofer Columbus (1921).
Det er bøgernes projekt at tegne konturerne af den nordiske mentalitet, der står bag den nordeuropæiske teknik, handlekraft og foretagsomhed.
I efterskriften Æstetik og Udvikling (1923) fremhæver Jensen istiden som en skillevej mellem to civilisationstyper, det syd- og nordeuropæiske. Hvor sydeuropæerne finder hvile i sig selv, plages nordboerne i positiv forstand af en voldsom higen, som sætter sig spor i deres drift mod at rejse.
I det mest læste og vellykkede bind i serien, Bræen, er det hovedpersonen Dreng, der byder sin stamme trods og drager mod nord, da den søger tilflugt mod syd.
Han erfarer, at kulden fra Nord ikke skyldes en person eller Gud, men et naturfænomen, der lader sig bekæmpe. Dreng jager med sin stenøkse langs isbræen, møder kvinden Moa, der er samler, og sammen kommer de til at stå som stamfædre til det gotiske menneske.
Det lykkes Dreng at skabe ild med sine flintesten, og fra den dag kan mennesket herske over naturen. Hans søn Hvidbjørn opfinder skibet og med disse stamfædre er den nordiske civilisation grundlagt.
De forvandler skovene til skibe, og seriens senere bind læser Jensen folkevandringstiden, vikingetogter og opdagelsesrejser ind i denne udvikling. Columbus, slutpunktet i Jensens evolutionsfortælling, rejser ud for at finde det tabte land og opdager i stedet det nye, og må ved vejs ende erkende, at længslen ikke er stillet.