I sine senere år følger Jensen linjerne i sit forfatterskab til dørs. Han fortsætter Himmerlandsskildringerne i den lille roman Jørgine (1926) og laver endnu et fintfølt kvindeportræt, denne gang af en københavner, i romanen Gudrun (1936).
Desuden udgiver han løbende nye mytesamlinger og essays, som forsvarer evolutionssynspunktet, bl.a. Æstetik og Udvikling (1923), Evolution og Moral (1925), Dyrenes Forvandling (1927), Aandens Stadier (1928), Det Blivende (1934) og Vor Oprindelse (1941).
Et værk, der adskiller sig fra den øvrige sene produktion er den Faust-inspirerede roman Dr. Renaults Fristelser (1935), hvor titelpersonen efter sin død tilbydes endnu et liv. Eksperimentet demonstrerer, at livet altid er værd at leve, hvis man kan besinde sig på sin skæbne.
Et andet nyt felt i det senere forfatterskab er arbejdet med den norrøne litteratur. Johannes V. Jensen oversætter Egil Skallagrimssons saga til dansk og skriver forord til en samlet udgave af de islandske sagaer. Desuden oversætter han samtlige kvad fra Heimskringla og foretager en original analyse af kvindens stilling i Kvinden i Sagatiden (1942).
Med sit livsforløb formåede Johannes V. Jensen som få at give sin tid udtryk, både i sin biografi og i det meget omfangsrige forfatterskab, han efterlod sig.
En af dem, der tidligst havde øje for Jensens særlige geni, var forfatteren Herman Bang. Han anmeldte Jensens debutroman positivt og fremhævede senere gang på gang Jensens stilistiske mesterskab.
Denne sårede imidlertid Bang dødeligt ved i en artikel at gøre sig lystig over dennes homoseksualitet. Jensen fortrød, opsøgte forgæves Bang og skrev et undskyldende brev til ham, som Bang besvarede med ordene:
"De burde have haft en vis Forstaaelse for, at jeg i Rækken efter Dem er en af de faa i den danske, ja i Nutidens Litteratur, som man er nødt til at nævne."
Om rækkefølgen kan man være uenig, men ikke i dommen, at de to nævnte digtere i originalitet og sproglig radikalitet satte en norm langt over den gængse danske litteratur.
Den vitale prægnans i Jensens sprog henter sin energi fra en umådelig higen mod det, der ikke var. Det er den uendelige bevægelse mellem længsel og besindelse, der udgør forfatterskabets nerve.