Men, kan man spørge, hvad er der tilbage i en verden, hvor troen på en bagvedliggende mening er forsvundet? Kafkas romanpersoner bliver ved med at søge meningen med den situation de står i, Josef K. ønsker at kende meningen bag sin proces, og i Kafkas anden store roman Slottet (skrevet i 1922), søger K. en forklaring på, hvorfor Slottet har tilkaldt ham til landmåler, når de siger, at de ikke har brug for ham. Ingen af dem når frem til et svar. Der sker det, at de blot bliver mødt med procedurer. Det synes nemlig at være det eneste, der er tilbage.
23383470
Den tyske sociolog Niklas Luhmann har i værket ”Legitimation gennem procedure” argumenteret for, at i den moderne verden, hvor troen på både religiøse, politiske og teknologiske sandheder er væk, bliver proceduren det eneste, der retfærdiggør en handling. I en retssag er det f.eks. de rent formelle ting (proceduren for hvordan dommer og anklager forholder sig), der legitimere retssagen, snarere end kosmologiske ideer om godt og ondt. Det er med andre ord blot rutinen, vanen, traditionen i sig selv.
Kafkas romaner, der for det meste forgår i bureaukratiske gange, hos slotsmyndigheder og domstolsmyndigheder, kan netop siges at beskrive en sådan verden, der er hul som en skal og hvor det eneste grundlag for vor handlen er traditioner og vaner. Det er betegnende, at da Gregor Samsa i Forvandlingen (1912) forvandles til en bille, er hans højeste ønske at komme på arbejde, for at fortsætte den dagligdags rutine.
Det er også i dette perspektiv man skal forstå ordet ”kafkask”, der er gået ind i daglig sprogbrug. Vi taler om, at noget er kafkask, hvis det forløber med en lovmæssighed, der på den ene side er absurd, men som alligevel - på et konkret plan - giver mening. Denne mening er dog vel at bemærke blot lokal: Den gælder kun for den enkelte situation og bygger ikke på et overordnet religiøst eller etisk system. I det kafkaske er der nok en procedure for, hvordan man skal handle, men ikke nogen bagvedliggende grund for denne procedure.