At den kafkaske verden er uden mening, betyder også, at den er uden mål. Det er ikke længere muligt at tro, at ens liv skulle have et mål, når der ikke længere er nogen mening. Og uden mål, intet formål. Nok kan hovedpersonerne i Processen og Slottet (Kafkas to væsentligste romaner), siges at stræbe efter noget, men det er en pointe, at de aldrig opnår dette mål - og at det måske end ikke eksisterer. I den bureaukratiske verden bliver målet labyrintinsk forskubbet i et endeløst spil.
Det er også i dette perspektiv, man kan forstå domstolens betydning hos Kafka. Domstolen er nemlig ikke kun tilstede i Processen , men faktisk overalt hos Kafka. Personerne i hans historier kan knap nok banke på en dør uden at rummet derinde straks bliver omdannet til et retslokale. Hos Kafka er det ikke verden som et teater, men verden som en retssal.
Domstolen fungerer hos Kafka som et pres på den enkelte for at forklare og retfærdiggøre, at det overhovedet er til. Hvorfor er du her? Hvorfor kunne vi ikke lige så godt undvære dig? Det er det spørgsmål, der møder K., da han ankommer til landsbyen neden for Slottet, og det er det spørgsmål, der overalt stiller Kafkas personer overfor en mere eller mindre synlig domstol, som de skal forsvare og forklare sig overfor. Spørgsmålet bliver aktuelt, netop fordi de står udenfor den meningssammenhæng, der kunne forklare deres liv.
23383470
Hvor mange af de postmoderne filosoffer tættere på vores tid har hilst den tilstand velkommen, hvor meningssammenhængen er væk, så ser Kafka og mange af hans samtidige forfatterkollegaer på denne meningsløshed med mere blandede følelser.
Kafkas personer ser sig tvunget til at finde den mening, der kan retfærdiggøre deres eksistens, og det er også tydeligt, at Kafka selv led af denne manglende meningssammenhæng - i hans eget liv var han ude af stand til at indgå i de traditionelle konventioner (han blev forlovet tre gange, men blev aldrig gift - som sekulariseret jøde søgte han en sand jødedom, men fandt den ikke, osv.)
For Kafka var det i sidste instans kun kunsten og især litteraturen, der kunne retfærdiggøre eksistensen (noget også den unge Nietzsche mente). I sine dagbøger og breve overvejer han muligheden for gennem litteraturen at konstruere en alternativ verden til bureaukratiets verden, hvor han kunne finde meningssammenhængen. Dette lykkedes efter hans egen mening ikke, set i dette perspektiv kunne hans værker lige så godt brændes, men dialogen om en mulig retfærdiggørelse af eksistensen bliver stående i hans værker, som et af de centrale temaer.
Tabet af den meningssammenhæng, der kunne forsvare ens eksistens, smitter også af på formen i Kafkas værker. For det første ved, at Kafka havde svært ved at afslutte sine værker, udover en række fortællinger blev alt udgivet af vennen Max Brod efter hans død og mod hans vilje. Ligesom hovedpersonerne i Processen og Slottet ikke når frem til en afklaring på deres sag, kan heller ikke romanerne komme til en afslutning. Det kræver jo netop, at man har den bagvedliggende mening, hvorfra man kan overskue helheden. For det andet smitter tabet af en meningssammenhæng af på formen i Kafkas værker derved, at de er uden en klart fremadskridende struktur.
De enkelte kapitler i Kafkas romaner har således en høj grad af selvstændighed, og ydermere er rækkefølgen af kapitler heller ikke så entydig som i andre romaner: Da vennen Max Brod udgav romanerne var han i tvivl om, i hvilken rækkefølge kapitlerne skulle komme!