I oplysningstiden og frem til Kafka var man vant til at tænke magtstrukturer i binære forhold mellem en herre og en undersåt - et system, der kan siges at være inspireret af enevælden. I den bureaukratiske verden, som den beskrives af Kafka, bliver tingene mere komplekse. Embedsmanden er aldrig egentlig ”herre”, han har altid en over sig i en potentiel uendelig kæde. Der er på mange måder tale om et system, der minder mere om det feudale, hvor magtforholdet også mere udgjorde en kæde (man talte i middelalderen om ”Den store verdenskæde”) end et binært forhold mellem en herre og en undersåt. Det er altså ikke kun meningen, der hos Kafka beskrives som værende relativeret og forflygtiget, magten gør det også.
Denne bureaukratiske verden, hvor magten ikke længere lader sig klart definere, opleves samtidig som problematisk for de kafkaske personer. I Kafkas tidlige fortællinger Dommen og Forvandlingen fra 1912, der begge beskriver et far-søn forhold, ser vi nogle groteske eksempler på, hvordan længslen mod klare, entydige magtforhold viser sig.
27504566
Dommen, som Kafka livet igennem holdt på var hans bedste fortælling, er ofte blevet fortolket som en beskrivelse af Kafkas problematiske forhold til en dominerende fader (også af Kafka selv i dennes dagbøger). Faderen i Dommen kan imidlertid langt fra siges at udtrykke den patriarkalske orden, som faderen normalt repræsenterer: I fortællingen er han en svagelig, krakilsk olding, mens sønnen er en succesfuld forretningsmand. Når fortællingen ender med, at faderen dømmer sønnen til selvmord, og denne faktisk gør det, så kan det altså ikke tolkes som udtryk for et klart magtforhold. Det kan nærmest tage sig ud som om sønnen ved at efterkomme faderens dom febrilsk og selvmorderisk forsøger at genoprette den patriarkalske orden, som ikke længere er klar og entydig. Det samme kan synes at gøre sig gældende i Gregor Samsas forvandling til bille i Forvandlingen.