Kafkas verden er som sagt en hul skal, hvor meningen kan siges at være sivet ud. På samme måde kan det siges at forholde sig med sproget. Kafkas måde at skrive på er nemlig langt fra svævende og metaforisk, men tværtimod præget af en slags kancellistil, der mere synes at høre hjemme i en lovbog end i et litterært værk. Selv de mest absurde forhold bliver beskrevet i et nøgternt sprog. Sproget bevæger sig altså med en fast, indre logik, der imidlertid står i et misforhold til det, der beskrives - eller ganske simpelt ikke indfanger det. Forholdet mellem fortælleren og det fortalte hos Kafka er også ”kafkask”.
At sproget er blevet en hul skal uden indre mening kan også ses i hans brug af klicheer og knæsatte vendinger. Ligesom en af sine litterære forbilleder Gustave Flaubert, der med pervers glæde indsamlede de klicheer som han stødte på i en særlig ordbog, benytter også Kafka dagligdags klicheer og talemåder, men ofte på en mere eventyrlig måde end Flaubert.
Hos Kafka bliver talemåderne taget på ordet, som når familiens utøj Gregor Samsa bliver til en bille. På denne måde viser Kafka hulheden i klicheerne, samtidig med at han tilfører dem nyt liv. Man kan ligefrem sige, at netop i samstødet mellem det dagligdags og det groteske, det hverdagsagtige sprog og det absurde hændelsesforløb, dukker der en sprække op, der lader os ane en anden virkelighed, som man måske ikke kan sætte ord på, men som viser udover den blot meningsløse og hule verden, vi ellers er overladt til.